Besøg hos guvernøren
Det er egentlig en mærkelig blanding af indtryk og oplevelser jeg får med mig fra de her udenlandsophold. Nogen dage sker der ikke noget – jeg er hjemme i min lejlighed og er måske ved at koge over, over håndværkere der enten ikke kommer, ikke ved hvad de skal, eller bare tager _meget_ længe om simple opgaver (og så måske slet ikke har løst det når de går).
Andre dage går jeg rundt i meget simple og fattige områder, hvor børn sover med deres familier på gaden, og håbet er at skolen kan være deres springbræt for en bedre fremtid.
Og så er der de dage, hvor jeg bliver inviteret med i de højere luftlag – med interkulturelle klubber og foreninger. I denne uge besøgte jeg, sammen med meget priviligerede og utrolig søde (hovedsagligt) indiske damer et palæ med kæmpe privat park og skov. Raj Bhavan, “guvernørens residens”, altså der guvernøren i Tamil Nadu bor.
Guvernøren er ikke politisk valgt, men udpeget af Indiens premier minister og hvad hans opgave helt præcis er, fortabte sig i en ordstrøm, hvor jeg langsomt – men sikkert – zonede ud. Men han har nogen magt, midler at gøre med – og nogen ansvarsområder. Hans fokusområder er børns uddannelse, kvindelige entreprenør-muligheder og stammerne (ja, der er stadig stammefolk i Indien).
Vi startede med at få en guidet tur i små golfvogne rundt i den store omgivende skov. En “lille nationalpark” inde midt i den kæmpe Chennai by. Det overraskede mig, at der var store uberørte skovområder, hvor der helt øjensynligt ikke kom mennesker på daglig basis. Der går rådyr rundt, som tidligere var meget udbredt i hele Indien, men som nu er udrydningstruede. Noget af området er også passet park – men det meste var vild skov. Og dyrene gik rundt, ikke spor nervøse for os der kom kørende.
Efter turen, og noget ventetid, kom guvernøren. Han deltog i sådan en dialog med os – men svarerne på spørgsmålene indikerede at han tidligere havde været politiker. Hold nu op, hvert svar tog lang tid og kom ud i mange afkroge – og efter var det svært at finde essensen af svaret. Det var lidt en skam – men måske er det også kulturforskellen. I Indien må svar gerne være mere ukonkrete og vævende. Jeg ville måske gerne have nøjes med “det er ikke indenfor mit ansvarsområde, men jeg er enig i at det er problematisk med de løse hunde på gaderne”…
Selvfølgelig sluttede arrangementet af med kaffe, snak og nye bekendskaber. Det er (for mig) det vigtigste i disse arrangementer – og en stor del af min opgave herude. At lære nye mennesker at kende, skabe netværk og kendskab til kulturen.
Men det der gjorde størst indtryk på mig denne dag – og fik mig til at komme hjem med et smil på læben, var samtalen med min chauffør, Balaji, på vejen hjem. Balaji havde aldrig før været inden for murerne ved palæet, og havde brugt hans ventetid på at gå en tur og havde også set palæerne, parken, dyrene og skoven. Han fortalte at rådyrene også gik tæt op af hans hus, fordi skoven bredte sig over et universitetsområde og helt over til ham. Jeg håber at han også havde fået taget nogle billeder, han kunne komme hjem og vise kone og børn.
Selv om jeg har billeder, både af guvernøren og de spændende damer jeg var sammen med, vil jeg ikke poste dem. De er nogle private typer, der sætter pris på privatliv. Men du kan se dem en dag vi ses?
Endnu en spændende dag – alt er godt 🙂