En følelsesmæssig rutschebanetur?
Ja, jeg har haft lidt skrive-krise. Faktisk ville jeg rigtig gerne skrive om noget nyt. Men virkeligheden er jo sådan, at omdrejningspunktet i mit liv lige nu er børnene, skolen og det kedelige herhjemme med at stille på plads, rydde op, vaske tøj og gøre rent. Så jeg er løbet lidt tør for nye og spændende vinkler.
Men jeg kan godt mærke på jer – familie og venner – at I mangler nyt om, hvordan vi har har det. Og det er fantastisk dejligt at mærke at I er mange der følger os, føler med os og sender en opmuntrende mail eller facebook besked ind i mellem. Det hør altid godt at høre fra jer. Det gør ikke savnet mindre, men det giver lidt rygdækning til at kæmpe videre. Så stor tak for det.
Hmmm… Så hvordan går det? Martin stortrives med sit arbejde, tror jeg. Vi ser han ikke så meget. Han følger børnene i skole om morgenen, sammen med mig. Så ser vi ham igen engang efter aftensmad, cirka ved 19.30 tiden. Han bruger endnu meget tid på at finde rundt, der er meget trafik på vejene her og der er meget lidt system og logik i opbygningen af vejnettet. Så det kan tage lang tid at komme hjem. Men han har fået købt en ny bil – så han er glad 🙂
Valdemar har nogle dage, hvor det er ok. Han kommunikerer på en eller anden måde med sine klasse kammerater, forstår mere og mere, er til ELL (English Language Learning) hver dag, med søde Ms. Mcintosh. Han er inviteret til fødselsdag på lørdag hos Eesa og Hamza, og glæder sig rigtig meget. Han får lov til at brilliere i matematik. Han vinder huspoint og er oppe og regne ved tavlen. Han elsker svømning, art og musik.de resterende fag tror jeg han får tid til at observere.
Leonora har fundet sammen med flere af pigerne i klassen. De har en god klasse med en god tone, og en dejlig klasselærer. Men hun savner nogle nære venner og veninder. Desværre bliver det nok svært at få samme dybe og nære relation, som hun har været så heldig med i Struer – og i særdeleshed på Friskolen. Det faglige forløber selvfølgelig problemfrit, fransk er blevet et yndingsfag, sammen med literacy. De arbejder struktureret og målrettet – lige noget for Leonora.
Sidst i november skal Leonora med hele year 6 ( det er 5 klasser med ca 26 elever i hver) afsted på EcoVentureTrip. De skal ud i ørkenen, op ad hav og bjerge. Her skal de snorkle, klatre, mountainbike, ro i kano og kajak, lave lejrbål og sove i telte i tre dage, to overnatninger. Det lyder rigtig fedt og som en tur der kan ryste dem alle bedre sammen.
Som indskudt bemærkning vil jeg lige nævne, at det er til sådan et informationsmøde om denne tur at man rigtig mærker at der er forskel på, hvor i verden man kommer fra. Der var meget stor bekymring fra nogen forældre, der gik på om der var en læge med, om de fik noget at spise og hvor de skulle sove. Og om deres børn mon fik hjemve. De nordmænd jeg havde fundet og sidde med, og jeg, var der en anden ro over. Det ser ud til at være en super Camp, professionelle instruktører der gør det her med year 5 og year 6 elever hele året rundt. Så mon ikke også vores poder overlever 🙂
Og hvordan har jeg det så…
Jeg synes det her er vildt hårdt. Ungernes dårlige dage, små uoverensstemmelser med andre elever, små irettesættelser fra lærere, besværlighederne med at lære arabisk og fransk, bekymringer over gruppearbejde og hjemlængslen går lige i maven på mig. Jeg sover dårligt om natten, har meget lidt appetit og har dage hvor jeg har meget let til tårer.
Og det på trods af, at jeg faktisk føler mig heldig. Jeg har danske veninder der yder stor omsorg for mig, de lytter til mig, sørger for at jeg får noget mad ind i mellem, drikker kaffe med mig og viser mig byens smarte og sjove steder. Mødre i både Leonoras og Valdemars klasse rækker hånden ud – inviterer mig til kaffe eller morgenmad efter aflevering, jeg møder en variation af nationaliteter og tilgange til livet som beriger min hverdag og bringer grin, solskin og kolorit på tilværelsen.
Onsdag skal jeg f.eks. til morgenmad med fire meget forskellige mødre – en Libaneser (egyptisk gift), en Iraner (gift med en skotte), en philippiner (gift med en australier) og en hollandsk mor. Stor forskel i uddannelses- og tidligere karriere niveau, men fælles for os er at nu er vi mødre – og housewifes. Det er altså sjovt at sidde med dem og snakke om børn, skole, lektier, mænd og Dubai.
Jeg tror stadig på, at det her er et eventyr. Vi vil komme ud af det her stærkere, med nye oplevelser og indtryk i bagagen. Men det skal have tid til at falde på plads. Lige nu er det en følelsemæssig rutschebanetur.
