Respekt…
Jeg har den dybeste respekt og beundring for den styrke og det kæmpe mod, mine børn skal fremmane hver eneste morgen i disse dage.
Det er en stor, ny, anderledes verden. Og de føler sig helt alene og med begrænsede kommunikations muligheder.
Jeg har det altid svært når jeg skal starte på noget nyt, et nyt arbejde eller møde nye mennesker. Men jeg har dog som regel et fælles sprog og en fælles kultur jeg kan støtte mig op ad. Det kan jeg ikke tilbyde mine børn.
For mine børn er der 20 gange så mange børn som de er vant til. Skoleuniform, Mr. og Mrs. et eller andet, ingen udeleg i frikvartererne, i det hele taget ingen fri leg – og så madpakker i køletasker, snack, PE, nye fag – for slet ikke at tale om en klasse fuld af elever, der alle taler engelsk.
Jeg ved godt, at der kun er gået tre dage, at de hurtigt kommer efter det, at de bliver enormt gode til engelsk og får nogle helt unikke oplevelser og forståelser af fremmede kulturer med sig hjem. Men lige nu er det hårdt, svært og op ad bakke.
Heldigvis ved jeg, at jeg har dygtige, stærke børn. Med en god faglig ballast fra Struer Friskole. De er seje og har fået nogle fantastisk dygtige Mr. Lærere, der er opmærksomme på at det her er svært. Som støtter dem og forsøger efter bedste evne at hjælpe.
Men stadig fortjener mine børn min dybeste respekt!
