At starte i skole

Det var med sommerfugle i maven, jeg vågnede i morges. Første skoledag. Ja, altså ikke for mig, men noget helt nyt for Leonora og Valdemar.

I går var vi på besøg på skolen, så overdækkede legeområder, sportshal, musiklokaler, dramalokaler. Og selvfølgelig klasselokalerne for 4G og 6 C. Her er der 5 klasser i year 6, og 8 klasser i year 4, alle med over 25 elever i hver klasse…
En stor mundfuld for en mor der tror på de små enheder, nærhed og fællesskab.

Så op, morgenmad og så i skoleuniformen: skjorte, slips, shorts/nederdel, små strømper (sorte til Valdemar og hvid til Leonora), sorte sko. Intet overladt til tilfældighederne eller det frie valg. Håret sat, og så var vi klar. Ungerne så selvfølgelig drønsmarte ud, men Valdemar var tydeligvis ikke tilpas med hele arrangementet, og på vej i bilen kom det til udtryk – han ville ikke have slips på, det var en åndssvag skjorte og han ville faktisk ikke bo i Dubai. Efter lidt snak kom vi frem til sagens kerne: Valdemar var nervøs fordi han var sikker på, han var den eneste dansker og den eneste der ikke kunne engelsk!

Leonora havde det også rigtig svært. Det er bestemt ikke nemt at skulle kaste sig ud i en stor og uoverskuelig engelsk verden. Det var mindst ligeså svært for Leonora, som det var for Valdemar. Men hun var sej, har tillid til sine evner på engelsk og glædede sig til at få nye venner og veninder her i Dubai. Hun har haft nogle hårde uger, med stort savn til sine klasse, skole, venner og veninder i Struer.(æv, der gjorde ondt på moderen at gå med en dreng og pige med tårer i øjnene ind på skolen).

Og sikke en fantastisk modtagelse vi fik. Meget søde og imødekommende lærere. Begge børnenes klasselærerer er nyansatte og i hver klasse var der en teachers assistent. Her er mange yngre mænd og kvinder (med britisk eller australsk accent). Flere gange blev vi stoppet på gangen og blev budt velkommen, og spurgt om vi havde brug for hjælp.

Valdemar blev mødt med stor forståelse af hans lærer mr (et eller andet som jeg har glemt – Colin til fornavn). Han kunne godt forstå det var svært, det var ok (don’t worry) og hans erfaring var at det kom hurtigt :). Leonoras lærer (mr. Debnam?), og hjælpelæreren Mrs. Wood, meget søde og tog super godt imod os og Leonora.

Men moderen havde lovet at blive på skolen og vente, så ungerne kunne finde mig, hvis det blev for svært.

Så her sidder jeg i forældrecafeen, med min cafe latte og ser frem til fire timers cafebesøg. Jeg sender en varm tanke til friskolens forældre-kaffe-hygge efter morgensang, rundt om bordet i køkkenet. Det kunne være rart at have noget selskab.

Men nu er jeg glad og ved godt mod 🙂
Det her skal nok blive godt…