Åh Indien

Jeg vil lige lukke det kapitel ordentligt. Prøve at lave en status – for mange spørger om det ikke var svært at bo i Indien?

Mit udgangspunkt er altid at jeg, i mit nye hjem, er gæsten / den besøgende. Jeg kommer til et land, hvor traditioner, religion, overtro – og logik – er helt anderledes end min. Men de har fundet noget der virker for dem – og så er jeg meget nysgerrig på, hvordan det kan være. Det betyder også at min logik er i mindretal – og med mindst værdi.

Og jeg vil sige at Indien, som ingen andre steder har testet og trænet min tålmodighed og rummelighed. Indien er på daglig basis overvældende, med indtryk, lyde, farver. Dyttende biler, ugennemskuelige vejforhold, køer på vejen, optog med store figurer af guder, fyrværkeri, smukke sarier, frugt og grønt, mad fra gadekøkkener, dyr og fugle og insekter.

Jeg er blevet overrasket over, hvor hurtigt mine grænser rykkede sig. Hvor kort tid der gik, før jeg ikke så skraldet på gaden eller blev forfærdet over hygiejnen i køkkenet. Min tolerance for stærk krydret mad blev der også skubbet til – men jeg nåede aldrig dertil, hvor jeg ikke fik ringen for ørerne eller blev “varm i maven” i flere døgn.

Mit fineste eksempel er, at vi sad – dansker-damerne – på en restaurant for at få frokost. Og en kakerlak kravler på bordet. Vi ser den alle sammen – og får den viftet ned. Fortsætter snakken og måltidet. Der kommer en mere – ingen skriger eller går i panik. Vi flytter den, og gør denne gang personalet opmærksom på, at der er kakerlakker. De nikker – men der er ligesom ikke en reaktion. Bagefter griner vi lidt af det, og tænker på en lignende situation i Danmark. Men myrer, kakerlakker og andet kryb bliver ligesom en del af oplevelsen, noget man ikke kan ændre på. Og jeg har ikke haft flere maveonder i Indien end i Danmark.

Jeg synes det var svært at flytte til Indien. Jeg skulle vænne mig til en anden måde at snakke til folk på. Mere direkte – og hårdt. Selv om de på en måde er helt utroligt rummelige overfor hinandens forskelligheder i religion og måder at leve på, så kan måden man taler til og behandler andre på, særligt i servicefag – tjenere, chauffører, maids – være utrolig respektløs.
Men jeg har også ind i mellem taget mig selv i at råbe af folk i telefonen. Og det kan jeg virkelig ikke lide. Men nogen gange er jeg bare blevet så frustreret. Der er noget, der ikke helt kan beskrives, som bobler over efter et stykke tid. Det vil jeg ikke savne.

Men Indien voksede virkelig på mig. Ikke mindst på grund af inderne. Vi oplevede på en helt anden måde end andre steder at blive inviteret ind og med. Til bryllupper ved kollegaer, bekendte. Til fester i bygningen vi boede i, når de fejrede noget. Vi blev altid inkluderet, og guidet så vi kunne finde ud af hvad der foregik. Jeg har ikke før boet et sted, hvor jeg har haft så mange naboer jeg skulle hilse på, vinke til, kramme – og snakke med – når jeg gik tur rundt om bygningen.

Den varme og nysgerrighed vi mødte har været fantastisk. Damerne i klubberne, som jeg endelig var begyndt at kende rigtigt – og havde et ønske om, at lære endnu bedre at kende. De mest spændende kvinder, med spændende livshistorier at dele, begyndelsen til dybe venskaber. Så på den måde er det et stort tab at vi skulle fra Indien nu – og med så kort varsel.

Indien er kæmpe, kæmpe stort – og der er så meget vi ikke har gjort og set. Så meget jeg endnu ikke har forstået. Tænk at så forskellige mennesker, sprog og kulturer kan holde sammen og kalde sig et land. Det er vildt. Jeg vil virkelig savne det farverige, jeg glæder mig ikke til at min egen garderobe igen kommer til at bestå hovedsageligt af sorte og hvide ting. Jeg er dybt taknemmelig for alt det jeg kan tage med – det har været udfordrende og vildt. Og helt fantastisk.