Andet år i Kina!

… Sæt igang 🙂

Så kom vi tilbage til Kina… Vores hus stod som da vi forlod det, og vores Ayi havde vasket alt tøj, skiftet sengetøj og håndklæder. Så det var fantastisk at komme hjem til. Airconditionen var dog gået i stykker og det tog lige lidt tid, før huset igen blev en temperatur som var til at være i.

Valdemar havde glædet sig så meget til at komme hjem. Allerede flere uger før hjemrejsen, var han begyndt at snakke om, at han glædede sig til at se venner og skolen igen. Så han havde kun været hjemme en halv time, var løbet ind i bad – før han susede ud af døren og fandt venner at lege med.

Leonora var mindre begejstret, men var ved rimelig mod – og fik også (dog først dagen efter) set sine veninder igen.

Så kom første skoledag onsdag den 13. august – børnene blev fordelt i nye klasser, fik nye homeroom teachers og nye fag. Alt var egentlig fint – men så kom eksplosionen i et industriområde i TEDA, natten til torsdag. Godt nok cirka 50 km væk – så vi hørte eller oplevede intet vildt. Torsdag og fredag blev lidt travle – men mest med at besvare bekymrede mails fra Danmark – og snakke med jounalister, der ville vide hvordan det var ikke at opleve noget – eller noget…

Men usikkerheden omkring, hvad der var eksploderet – eller blevet væk – hvad og hvordan det ville påvirke livet omkring området blev alligevel ret stor. Vi var i flere dage meget opmærksomme på alle nye indtryk, rygter, aviser og tv udsendelser. Det var meget svært at finde hoved og hale i noget – og finde ud af hvor vi kunne få information fra. Desværre oplevede vi at ambassaden var mere på bar bund, end vi var – og vi måtte selv træffe beslutninger ud fra et meget spinkelt grundlag.

Så tirsdag morgen valgte jeg at køre til Beijing med børnene og indlogere os på et hotel inde i byen. Indtil vi havde set hvad regnen bragte med sig – og for at være ude af byen, hvis der pludselig skulle ske noget. Mest for en – hvad nu hvis – sikkerheds skyld, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke vil stå om 20 år og sige “bare jeg havde” – jeg kan godt leve med at sige “der overreagerede jeg vist lidt” 🙂

Vi havde 5 dage i Beijing – med blå himmel og sol – afslapning og en smule sightseeing. Martin kom om fredagen, og der var flere andre familier fra Tianjin på samme hotel. Så det blev et hyggeligt afbræk fra hverdagen, der knapt nok var kommet igang. Og så fik vi også set flyverne ind over byen – som prøve til den store 70 års fejring af “Victory day”.

Mandag skulle vi så igang med skolen igen, og nu var det ikke godt. Hvad der var sket, og hvorfor ved jeg ikke – men Leonora kunne – igen – ikke overskue at skulle gå i skole i Kina. Så det føles lidt som at starte forfra igen. Godt nok kender vi nu skolen, klassekammerater, forældre og rutiner. Men det er stadig meget svært at komme igang. Desværre er det svært at se gode løsninger eller alternativer til den skole de går på nu – så jeg håber at vi kan få noget hjælp og få det til at fungere – og Leonora kan blive lige så glad for livet her, som Valdemar er.

Der er også i år kommet nogle få nye danske og udenlandske familier til området, – her hvor vi bor og til skolen. Så min tid i løbet går med at lære dem at kende, trøste, vise rundt og hjælpe i gang med alt det nye her. Jeg overvejer, om jeg skal starte på at skrive en bog om, hvor ondt det kan gøre at se sine børn kæmpe i de første dage i international skole. Det er hårdt at se på, og det er endnu mere hårdt at være i – men heldigvis tror vi allesammen på at der kommer noget fantastik ud på den anden side. At det børnene får med, opvejer det hele. Men desværre tror jeg det er for svært at beskrive – det skal føles for at man kan forstå det. Og så er det faktisk også enormt svært at huske – bare lige om et par måneder, når alt kører – Forhåbentlig 🙂