
Nye oplevelser venter
Vi har længe snakket om det – og er stille begyndt at stille kikkerten den vej. Pilen har igennem et stykke tid peget mere og mere mod Indien. Pludselig gik det hurtigt og nu er det så officielt: Martin har fået nyt arbejde – har skrevet under på en ny kontrakt, og er allerede så småt startet i sin nye rolle.
Og vi skal flytte til Chennai, Indien.

Chennai
Chennai, der tidligere hed Madras, ligger i det sydlige Indien. I delstaten Tamil Nadu. Byen rummer cirka 10 millioner mennesker, hvilket gør byen til den 6. største i Indien. Chennai ligger ud til den Bengalske bugt – der altid varmt (sjældent under 20 grader – rammer de 40 grader i sommermånederne)! – Og vi kommer helt sikkert til at opleve cykloner, oversvømmelser og høj luftfugtighed. Vi skal lære meget nyt – kultur, historie, religion og skikke – jeg skal lære reglerne i cricket og have helt nye smagsoplevelser. Der skal nok komme mange dage, hvor jeg vil være overvældet af indtryk og oplevelser, jeg slet ikke troede jeg skulle have. Heldigvis har vi jo været på besøg i Chennai for nogle måneder siden (før vi vidste at pilen pegede den vej), så vi har et billede af, hvad hverdagen kan byde os. Og vi er helt sikre på, at det kan vi også være i.

Det tager noget længere at komme fra Danmark til Chennai end til Porto. En samlet rejsetid fra København kan ikke komme meget under 13 timer, med de bedste forbindelser. 8.900 km – hvis man skulle få lyst til en 80 dages gåtur (siger google). Vi kommer selvfølgelig en del længere væk fra jer alle, og særligt har vi da overvejet, om det er lidt for langt væk fra vores søde børn. Men jeg ved allerede nu, at de perioder jeg vil være i sommerhuset vil blive betydeligt længere, med meget lange sommerferier – og jul i Danmark. Så de skal nok få nok af deres overbeskyttende og deltagende mor. Og ellers har vi jo internet og telefon (og søde venner, familie og forældre i Danmark). Det ville selvfølgelig have været super lækkert, hvis vores sommerhus var færdigbygget. Men den bro krydser vi, når vi kommer dertil.

Vi ved endnu ikke helt, hvornår vi kan være klar til at få pakket sammen og flytte adresse. Men på denne side af sommerferien. Vi skal have fundet ud af, hvor vi skal bo; hvor meget indbo vi skal have med derud; hvornår vi skal have pakket sammen; hvilke vaccinationer vi mangler; – og alt det andet lavpraktiske med at få søgt visum, få nye telefonabonnementer, bank, elektricitet, vand.. Heldigvis har vi jo, som altid, et relocation-firma i ryggen, som nogen gange kan være en hjælp – andre gange en kilde til stor frustration. Vestas har haft adskillige firmaer til at varetage den funktion i de år vi har gjort det her – med svingende succes og forskellige udfordringer. Så nu skal vi prøve et nyt firma igen – det skal nok blive sjovt. Så de næste par måneder bliver travle, spændende og udfordrende.
Jeg er så småt gået i gang med at lave lister og gå skabe og skuffer igennem for den forberedende sortering og oprydning. Så mentalt er vi begyndt at indrette os på at vi skal videre – og de næste måneder skal vi igennem “det skal vi lige have nået en sidste gang” – listen. Porto har været en fuldstændig fantastisk base i 2,5 år – og helt sikkert det rareste og nemmeste sted vi har boet og der er en del steder vi skal genbesøge – og lige nå.
Vi har gået i en midlertidig “vente-position” det sidste halve år – så vi er helt klar til komme videre og åbne næste kapitel. Alt er godt 🙂
Jeg kan en limerik om madras
There once was a girl in Madras she had the most wonderful ass, not round and pink, as you probably think, but it was grey had long ear and eat grass 😂
Det bliver spændende for jer🤩🤩🤩
Det kommer slet ikke bag på mig at du kan det, Jens 🙂