Alt det nye

Puf – Så gik der lige 5 måneder med at få flyttet! Min computer blev først lige sat til i går, efter at have været pakket ned siden april. Så her er lige en meget hurtig opdatering.

Jeg tog fra Portugal en tidlig lørdag i april, med de sidste 4 store kufferter. Vi blev lidt pressede den sidste tid, for vi skulle ansøge om visum til Indien fra Portugal – da vi havde bopæl der. Men det faldt på plads og vi nåede også det vi skulle hjemme. Vi var i Danmark en uges tid – og satte os derefter næsen mod Chennai. Maj måned er ubarmhjertig varm, så det var meget indendørs. Vi havde jo ikke møbler eller andet indbo, så et par uger på hotel – og så i en tom lejlighed. Vi fik en seng, og løbende småting så vi kunne få en hverdag til at fungere. Vigtigst var nok et telefonnummer, de rigtige apps, en bankkonto og et kreditkort!

I løbet af maj nåede vi at deltage i 2 Indiske bryllupper. Et i Bangalore og et i Chennai. Det var sjove oplevelser. Farverige, men også lidt forvirrende. Hvor man skal stå, sidde, gøre – hvad man spiser og hvordan. Hvad der sker på scenen, hvorfor de pludselig går og kommer tilbage. Hvad det er med de kokosnødder…

Jeg ved godt at vi (også) er med, fordi vi er lyse i huden – og en form for præmie-udstilling. Men det er sjovt at prøve – og prøve at forstå. Vi bliver altid mødt med nysgerrighed og gæstfrihed. Der er mange, der gerne vil snakke og forklare – og hjælpe os med at være med. Jeg føler mig meget priviligeret over, at kunne opleve så meget forskelligt.

Efter en kort tur til Danmark i juni tilbragte vi hele Juli i Chennai. Det var en meget stille måned herude, da alle andre danskere – og expats var på sommerferie. Så det var bare Martin og jeg, alene i verden blandt mange millioner Indere.

Vi prøvede nye restauranter, var på guidede ture og weekendture. Martin var på arbejde – og jeg fik en føling af en hverdag og lejligheden. Det tager utrolig lang tid at få ting på plads. Jeg brugte meget tid i telefonen med bude, der skulle levere noget. Ting der ikke kom, eller noget der skulle fikses i lejligheden. Alt tager bare mere tid end man tror. Selv om jeg mener at være et rimelig tålmodigt menneske, må jeg med skam indrømme, at jeg nu har råbt af folk i telefonen. Og jeg kom helt til at savne portugisisk punktlighed og ansvarsfølelse.

Oprindeligt havde jeg tænkt at jeg ville blive i Danmark ind til efter vores sommerferie var slut – men vi troede at vores container ville blive leveret den 5. juli, så derfor skulle jeg jo tilbage til. Den blev så forsinket ad flere gange.

Jeg havde en flybillet hjem på sommerferie natten mellem tirsdag den 6. og onsdag den 7. august. 5 uger til at pakke ud, det gav plads til 14. dages forsinkelse, nogle vanskeligheder i tolden og stadig god tid (havde vi i vores naivitet tænkt).

Mandag den 5. august begyndte jeg at tabe moden en smule, jeg havde faktisk indstillet mig på, at alt vores indbo skulle stå i en eller anden opbevaringsenhed i 40 graders varme, ude af containeren, under forhold jeg ikke kunne kontrollere – jeg skal ikke afvise at jeg skrev nogle rimelig spidse e-mails. Men mandag aften fik jeg så en mail om de kunne levere om tirsdagen! Og så gik det stærkt. Tirsdag morgen (eller – det er jo indien – så ved 10:30 tiden) kom flyttefolkene og fik båret alle vores kasser op og ind i lejligheden. Kl. 17 var de færdige med at få alt ind. Og jeg kunne gøre mig klar til at tage i lufthavnen (nå, ja – Martin var jo taget til Danmark ugen før).

En måneds skøn sommerferie i Danmark, med små afstikkere til Slesvig og Porto (af skattemæssige årsager kunne vi ikke være så længe i Danmark), besøg fra USA – og fejring af vores 50 års fødselsdage i de bedste rammer, med de dejligste mennesker. Jeg vendte næsen sydpå igen den 9. september. Og kunne så få pakket ud, med hjælp fra det lokale flyttefirma. De gjorde det sådan overordnet set helt OK. Jeg var en smule nervøs efter leveringsopgaven, der ikke gik helt smertefrit. Men 2 dage senere havde jeg alle møbler samlet og manglede kun de sidste kasser.

Da vi fik besøg af Leonora den 17. september, var alt ude af kasser og sådan cirka på plads. Jeg mangler stadig lige at få fundet de helt rigtige pladser til tingene i køkkenet – og vi har ikke noget på væggene. Men ellers har vi vist styr på det. Og det er begrænset, hvad der er gået i stykker.

Martin kom hjem den 19. august, og synes at det er så nemt at flytte…

Skønne 14. dage med Leonora (og en studiekammerat) i huset, nye oplevelser og mere føling med Indien og byen.

Og så i går fik jeg sat computeren til 🙂
Jeg har stadig Tamil-undervisning hver uge – og i denne uge er jeg startet på kulturtræning. Alt sammen online, så computeren er rar. Jeg lærer nyt hver eneste dag om dette her særlige sted – og suger til mig af indtryk og informationer. Sig endelig til, hvis du har læst en god bog om – eller med handling i Indien.

Alt er godt – også i Indien.