Kommunikation – en by i Kina???

De færreste kinesere i Tianjin snakker engelsk, – eller man kan sige at langt de fleste kinesere taler kun kinesisk. Og kinesisk er så langt fra alle de andre sprog jeg har tidligere har forsøgt at lære.
De fleste skilte står kun på kinesisk, med tegn der er meget svære at huske, – eller finde et system i at forstå.

Jeg har haft kinesisk undervisning nu i 1,5 år. To gange om ugen, 2 timer hver gang. Men jeg synes ikke det bliver nemmere. Jeg har svært ved at huske ordene, særligt når jeg lige står og skal bruge dem. Og når jeg skal snakke med en kineser, forstår jeg måske 20 % af det han eller hun siger, og forsøger så at gætte mig til resten.

Vi er så heldige at vi er omgivet af søde mennesker, der kan hjælpe os, når vi er mest hjælpeløse. Jeg har altid et par livliner. Vores chauffør, Joe, taler godt engelsk – og hjælper mig gerne når jeg skal ud i en mere besværlig kommunikation. Men han spørger altid først om jeg vil prøve selv 🙂

Og så har vi nok alle udviklet det vildeste kropssprog. Jeg er sikker på, at hvis en samtale med en kineser blev optaget som en video, – så ville det kunne bruges i gæt og grimasser. For alt bliver brugt. Og det virker ofte.

Den sidste udvej er telefonen – google translate, siger du måske? Men Google er jo ikke lovlig at bruge i Kina, så det er ikke muligt. Desuden kan internettet spille et voldsomt pus. Den store kinesiske firewall gør internettet meget langsomt og besværligt at bruge. Men WeChat har alle på deres telefoner og den app er vi meget glade for. Den har også en oversætter funktion, men nogle gange kommer der nogle mærkelige beskeder ud af det. Jeg skriver ofte til min Ayi, hvis vi ikke helt forstår hinanden – eller hvis jeg ikke er hjemme. Det kan der komme mange sjove beskeder ud af:

Her har jeg bedt om at få skiftet sengetøj.

I denne uge har jeg fået vores lille kat steriliseret – eller det håber jeg i hvert fald. Der var så lige de

der kommunikations-vanskelighed igen 🙂

Jeg forstod: “Har du tøj med til hende?” Det havde jeg så ikke, skøre udlænding, – så måtte de jo finde på noget 🙂