|

Sommerferie 2025

En lang, lang sommerferie 🙂

Så er jeg tilbage i Indien efter mere end 2 måneders ferie i Danmark. Endnu en af de perioder der både føles som enormt lang tid – og bare et blink med øjnene.

Vi tog afsted midt i maj, da varmen i Indien var på sit højeste. Og landede i Danmark til fuld sol og lækkert vejr. Efter vores lange flyvning kom vi ud i sommerhuset, lavede kaffe og sad på terassen og nød eftermiddagen. Når det er sommer i Danmark bliver det altså ikke meget bedre. Jo jo – vi havde jo også perioder med regn, blæst og koldere dage. Men det er jo lige som det skal være, ikke?

Vores sommer startede med 2 konfirmationer, skønt at vi kan være med til dem i år på trods af at bo langt væk. Til vores runde fødselsdag sidste år havde vi ønsket os oplevelser med vores venner. Og vi fik nogle af de “gavekort” indløst i løbet af sommeren. Skønne dage, der var planlagt for og med os. Vi elskede det. Tak for de minder <3

Efter Leonoras sidste eksamen, nu bachelor – var vi en kort tur på Island. Når vi nu snakker om vejr… Det var koldt og vådt. Intensiv turist-tur, hvor vi fik set de steder alle andre også ser. Smukt og særligt.

Og vi får meget mere at se til Leonora, når hun midt i august flytter ud til os i et halvt års tid. Billetten er købt og visaet er på plads. Det bliver skønt.

Martin arbejdede det meste af sommeren, både i Danmark og Indien, og kombinerede det med at komme forbi de steder i Europa han skal til med jævne mellemrum. Så jeg tog selvfølgelig med den uge han var i Porto. – Og Porto skuffer aldrig.

Det var som at komme hjem, til det sted hvor alt er velkendt, trænerne i dit studio hilser med tilråb, mad og vin er i særklasse, tjenerne på de bedste restauranter byder dig velkommen med smil og kindkys – og du møder venner og bekendte på vej hjem. Klimaet er behageligt, du behøver ikke have en jakke med, men det bliver heller ikke for varmt. Ahhh – jeg er så taknemmelig for at vi har fundet sådan et hjørne af verden.

Da vi så i sidste uge vendte snuden den anden vej igen, følte jeg vi havde nået alt muligt – og slet ikke var færdige med den mentale liste jeg havde i hovedet. Mennesker jeg skulle nå at se, ting jeg skulle have ordnet, steder jeg skulle have besøgt, kager jeg skulle have spist. Men pyt – vi gør det hele igen næste år.

Og hjemme igen havde min maid stillet blomster frem – dejligt at komme hjem til en helt rengjort lejlighed, rent sengetøj – og heldigvis virkede alt endnu.

Og jeg har givet efter for pres – og vi har fået en lille kat i weekenden. Er ikke helt landet på et navn, men det er en han – og han er meget lille, cirka 6 uger og fundet alene på gaden. Nu er vi klar til endnu et år i Indien.

Lignende indlæg

  • Godt Nytår

    Sådan – lidt forsinket – vil jeg gerne ønske jer godt nytår. Jeg håber I alle er kommet godt ind i 2022 og at der stadig er nogle få af jer, der ikke er blevet smittet med Omnikron. Vi er heldigvis gået fri, på trods af ture gennem lufthavne og ombord på fly til og…

  • |

    Til far

    Jeg savner sådan at vise min have frem, og finde ud af, hvad der er hvad. Så dette blog indlæg er til min far (og mor og svigerforældre). Billeder fra vores have. Kom endelig med kommentarer, hvis I genkender en plante. Jeg kan kende citrustræet, som er magen til det, vi havde i en potte…

  • Juleferie

    Lang ferie i Danmark med henover jul og nytår. Vi havde i år en god, lang juleferie i DK – og Martin havde faktisk taget fri de fleste dage. Vi var hjemme fra 18. december – 5. januar, vi holdt jul i sommerhus med Martins familie, fejrede 70 & 80 års fødselsdag, hyggelig nytårsaften, vi…

  • |

    Hverdag igen

    Så er vi ved at være tilbage på Porto-tid, med arbejdsdage og den rytme vi nu har, når vi ikke er på ferie – eller har mange besøg. Efterårets – og vinterens kalender er desværre ret tom, så der er ikke noget at lave i “Kirstines rejsebureau”. Vi har nu boet her i vores lille…