Så forskellige – så ens

Jeg ved ikke, om jeg på et tidspunkt vil stoppe med at blive forundret over hvor ens – og hvor forskellige – vi mennesker er. Jeg bliver flere gange dagligt konfronteret med, at vi mennesker oplever og ser verden fra helt forskellige steder. Et godt eksempel er en helt simpel kalender-side fra Tamil Nadu. Jeg har fået forklaret, hvad der står her, så lad mig lige prøve at brede det lidt ud.

Først er der den vestlige kalender dato og år. Der er vi vist med alle sammen. På illustrationen ses guden for denne dag: Lord Murugan (en krigsgud) og hans transportmiddel, påfuglen. Der er også angivet månens fase.
Under står den tamilske dato, og den arabiske dato (nogen der er forvirrede allerede?). Ude i siden står der lidt om hvordan din dag ser ud, efter dit stjernetegn. I nederste kolonne står der angivet hvilke tidspunkter på dagen der er gode, og hvilke der er dårlige. Det kan være vigtigt for møder, beslutninger, åbning af butikker, indgåelse af aftaler osv. Endelig er der noget om hvordan planeterne er placeret på himlen.

Jeg er for længe siden blevet rundtosset og helt ude af stand til at overskue, hvad jeg skal bruge alle de informationer til. Og hvordan jeg skal finde ud af, hvornår jeg kan træffe en beslutning. Og det navigerer alle indere i, hver eneste dag. Og det er et lille hjørne af hvor forskelligt vi ser på verden. Altså forstil dig at sidde i et møde, og der ikke er nogen der vil træffe en beslutning, fordi det er et uheldigt tidspunkt på dagen? Der er ikke noget at sige til, at vi ind imellem snakker hjælpeløst forbi hinanden.

Derudover så kan jeg godt sidde på mit kølige bagsæde, trygt og sikkert transporteret af vores søde og meget professionelle chauffør, Balaji. Og kigge ud på alle de alternative måder at blive kørt rundt på.
En familie på 4 på en motorcykel, 6-8 indere i en auto (tuk-tuk), fyldte busser der ser ud som om de er holdt sammen med gaffertape, med hårde sæder og alternative bremser. Det er et under, at jeg endnu ikke har set en trafikulykke, for der er meget der hurtigt kan gå galt.

Verden er stor og underfundig, og jeg er så taknemmelig for at opleve flere sider af den, end jeg kunne have drømt om.
Alt er godt <3

Lignende indlæg

  • |

    Indisk mad

    Hvordan går det egentlig med det der Indiske mad, Kirstine? Ja, jeg er jo ikke den der er kendt for at have en høj tolerance for stærk mad. Jeg elskede at bo i Portugal, hvor intet var stærkt, men til gengæld utrolig delikat, med sans for detaljerne i de gode og friske råvarer. Jeg udviklede…

  • Alt det nye

    Puf – Så gik der lige 5 måneder med at få flyttet! Min computer blev først lige sat til i går, efter at have været pakket ned siden april. Så her er lige en meget hurtig opdatering. Jeg tog fra Portugal en tidlig lørdag i april, med de sidste 4 store kufferter. Vi blev lidt…

  • Brillerne vi ser med.

    Man kan ikke forstå Indien med danske briller – måske kan vi ikke begribe andet end Danmark med de briller – men vi kan justere styrken eller finde nogle nye. “Hvad tror I på i Danmark? Jeg ved I er kristne, men ikke så meget? Og alle skal jo tro på noget…“Hun kigger undrerne på…