|

Sommerferie 2025

En lang, lang sommerferie 🙂

Så er jeg tilbage i Indien efter mere end 2 måneders ferie i Danmark. Endnu en af de perioder der både føles som enormt lang tid – og bare et blink med øjnene.

Vi tog afsted midt i maj, da varmen i Indien var på sit højeste. Og landede i Danmark til fuld sol og lækkert vejr. Efter vores lange flyvning kom vi ud i sommerhuset, lavede kaffe og sad på terassen og nød eftermiddagen. Når det er sommer i Danmark bliver det altså ikke meget bedre. Jo jo – vi havde jo også perioder med regn, blæst og koldere dage. Men det er jo lige som det skal være, ikke?

Vores sommer startede med 2 konfirmationer, skønt at vi kan være med til dem i år på trods af at bo langt væk. Til vores runde fødselsdag sidste år havde vi ønsket os oplevelser med vores venner. Og vi fik nogle af de “gavekort” indløst i løbet af sommeren. Skønne dage, der var planlagt for og med os. Vi elskede det. Tak for de minder <3

Efter Leonoras sidste eksamen, nu bachelor – var vi en kort tur på Island. Når vi nu snakker om vejr… Det var koldt og vådt. Intensiv turist-tur, hvor vi fik set de steder alle andre også ser. Smukt og særligt.

Og vi får meget mere at se til Leonora, når hun midt i august flytter ud til os i et halvt års tid. Billetten er købt og visaet er på plads. Det bliver skønt.

Martin arbejdede det meste af sommeren, både i Danmark og Indien, og kombinerede det med at komme forbi de steder i Europa han skal til med jævne mellemrum. Så jeg tog selvfølgelig med den uge han var i Porto. – Og Porto skuffer aldrig.

Det var som at komme hjem, til det sted hvor alt er velkendt, trænerne i dit studio hilser med tilråb, mad og vin er i særklasse, tjenerne på de bedste restauranter byder dig velkommen med smil og kindkys – og du møder venner og bekendte på vej hjem. Klimaet er behageligt, du behøver ikke have en jakke med, men det bliver heller ikke for varmt. Ahhh – jeg er så taknemmelig for at vi har fundet sådan et hjørne af verden.

Da vi så i sidste uge vendte snuden den anden vej igen, følte jeg vi havde nået alt muligt – og slet ikke var færdige med den mentale liste jeg havde i hovedet. Mennesker jeg skulle nå at se, ting jeg skulle have ordnet, steder jeg skulle have besøgt, kager jeg skulle have spist. Men pyt – vi gør det hele igen næste år.

Og hjemme igen havde min maid stillet blomster frem – dejligt at komme hjem til en helt rengjort lejlighed, rent sengetøj – og heldigvis virkede alt endnu.

Og jeg har givet efter for pres – og vi har fået en lille kat i weekenden. Er ikke helt landet på et navn, men det er en han – og han er meget lille, cirka 6 uger og fundet alene på gaden. Nu er vi klar til endnu et år i Indien.

Lignende indlæg

  • |

    Indisk mad

    Hvordan går det egentlig med det der Indiske mad, Kirstine? Ja, jeg er jo ikke den der er kendt for at have en høj tolerance for stærk mad. Jeg elskede at bo i Portugal, hvor intet var stærkt, men til gengæld utrolig delikat, med sans for detaljerne i de gode og friske råvarer. Jeg udviklede…

  • COVID-19 i Portugal

    Vi har endnu ikke haft mundbindet pakket helt væk her. Vi var bare vældig glade, da det i oktober ikke mere var et krav at have dem på udendørs. Nu er der så også kommet nye stramninger her. Da vi var i Danmark i sidste måned, besluttede vi os for, at det nok var bedst…

  • Godt Nytår

    Status, Januar 2024. 2,5 år i Porto. Vi har efterhånden været noget omkring – boet i forskellige landsdele, lande, byer og boligere. Og nu har vi jo så boet i 2,5 år i Porto. Det er på alle måder helt fantastisk at bo her, hvor vi er. Der er mildt vejr, fantastiske restauranter rundt om…

  • |

    Trankebar

    Tarangambadi – Landsby i Tamil Nadu og tidligere Dansk handelsstation. “Every Danish people has to visit Trankebar, Madam” – sagde Balaji (vores chauffør) til os et stykke tid efter vi var ankommet til Chennai. Han har kørt for danskere i mange år, så han ved nok, hvad han snakker om. Vi fulgte det gode råd…

  • |

    Go See – tur

    18. – 23. august 2021 Vi har ikke rigtigt kunnet få det til at passe, at komme afsted i vores sommerferie og besøge Porto. Men jeg kunne mærke at jeg havde brug for lige at se, hvad det er vi snart er på vej til. Der var vildt mange spørgsmål i mit hovede, og ikke…