|

Taj Mahal

Agra – Forlænget weekend med elefanter, imponerende bygningsværker og kolde temperaturer

Så kom vi afsted! Det har været længe undervejs, sådan en tur for at se Taj Mahal. Det er altid det første vi bliver spurgt om, når vi fortæller at vi bor i Indien. Det er vel også den bygning de fleste forbinder med Indien.

Taj Mahal er et mausolæum, altså et gravsted som kongen Shah Jahan byggede til minde over sin tredje kone Mumtaz Mahal. Hun var den eneste af de tre koner der fik børn – hun fik så til gengæld også 17, så jeg vil mene at hun havde gjort sig fortjent til at få en bygning. De 2 andre fik også en – men noget mindre imponerende.

Byggeriet af Taj Mahal begyndte i 1632 og tog omkring 20 år at færdiggøre. Over 20.000 håndværkere og kunstnere fra hele Indien og Centralasien deltog den hvide marmor blev transporteret over lange afstande med heste og elefant-kraft. I de fine detaljer i marmoret er der indlejret mange forskellige ædelstene – og håndværkerne der byggede Taj Mahal’s efterkommere bor stadig i Agra, og er de eneste der må arbejde, reparere og rengøre Taj Mahal.

Et imponerende bygningsværk, helt bestemt.
Vi har oppe tidligt – Taj Mahals åbningstider er fra solopgang til solnedgang, og så er der åbent om natten når der er fuldmåne. Det skulle være noget af et syn, når månen oplyser det hvide marmor og får ædelstenene til at glinse. Fra morgenstunden var det overskyet, men vi var simpelthen så heldige at solen brød igennem , og vi havde fuldt udsyn over det smukke monument. Langt fra alle er så heldige.

Efter Taj Mahal, var vi tilbage og få morgenmad – og varmen på hotellet. For vi var ikke helt forberedte på 8 grader. Efter 1,5 år i minimum 25 grader, føltes 8 grader meget koldt, og vi kæmpede noget med at holde varmen. De billeder vi fik taget er heller ikke af store kjoler og brede smil, men mere indpakkede kuldskære blege danskere, der prøver at holde varmen 🙂

Klokken 10:30 blev vi hentet igen, og fik besøgt håndværkernes efterkommere, der nu – udover renoveringsopgaver – sælger souvenirs til turister. Jeg går ud fra at det er en del af oplevelsen i Agra at se på tæpper, sjaler, smykker, marmorvaser og malerier i små lokaler med lokal te og ivrige sælgere.

En større oplevelse – og meget positiv oplevelse – var Agra Fort. Gode historier, om konger – prinser der kæmper om arven, storhed og fald. Smukke rum, storslåede udsigter, vilde sikkerhedssystemer med tigere og krokodille – og høj sol.

Før vi tog hjem, så vi også Baby Taj – “prototypen af Taj Mahal”, bygget før, meget mindre – men et meget roligt og smukt sted. En rigtig fin dag – utroligt hvor meget man kan nå på en enkelt dag, særlig når man har en guide med, der kan lede en ind – og gennem det hele. Samt fortælle de gode historier. Vi var trætte da vi kom tilbage – og turen til Agra bød ikke på store kulinariske udfoldelser. Men udelukkende måltider på hotellet. Sådan er det også nogen gange.

Læs videre om vores tur til Agra – mit indlæg om Wildlife SOS – Elephant Conservation & Care Centre.

Lignende indlæg

  • |

    Sintra/Cascais

    Endnu en arbejdstur, med 3.5 times chauffør-tjeneste og 6 timers sightseeing. Mandag eftermiddag tog vi igen turen sydpå, for Martin var inviteret til et arrangement tirsdag aften. Han holdt møder hele vejen ned i bilen, så jeg kunne endnu engang være chauffør og få os nogenlunde nemt til Sintra. Heldigvis er det længste stykke på…

  • |

    Weekend i Fujairah

    Forenede Arabiske Emirater er et land, bestående af syv Emirater: Dubai, Abu Dhabi, Al Ain, Ras Al Khaimah, Fujairah, Sharjah, Umm Al Quwain og Ajman. Hvert emirat er ledet af en sheik, der så danner landets “regering” men landets overhoved er sheiken i Abu Dhabi – der er den rigeste. Emiraterne er ret forskellige, både…

  • |

    Azorerne

    Har du besøgt øerne? En helt fantastisk afslappende ferie, April 2023 Når jeg snakker med portugisere her, spørger de ofte om vi har besøgt øerne. Altså Azorerne og Madeira. Og det har længe været på vores liste over steder vi skulle besøge mens vi er her, så med hjælp fra en personlig kontakt i et…

  • Mahabalipuram

    Oktober 2024 En lille køretur 50 km syd for os ligger Mahabalipuram. En lille by, med et UNESCO world heritage site, med templer og religiøse monumenter fra det 7. og 8. århundrede. Det er et ret stort område, hvor der ind i – og af klipper er hugget alle mulige religiøse symboler og historier. Mahabalipuram…