Status efter det første halve år i "sandkassen"

Ja, så er der gået et halvt år, siden vi satte os i flyveren den 20. august, men en enkelt billet til Dubai. Det har været et begivenhedsrigt halvt år, med store oplevelser, udfordringer, fornøjelser og fortvivlelser.

Det har været en meget hård periode. Vi har grædt meget, jeg har nu oplevet hvor svært det er, når ens børn er ulykkelige og ikke kan overskue verden. De har vågnet op grædende om natten, og morgenerne har været forhandlinger, kampe – for at komme afsted og få overvundet dagen. Jeg har været helt til hundene, haft flere dage hvor jeg ikke har spist før børnene kom hjem fra skole, fordi jeg har haft det så dårligt med at have afleveret dem ulykkelige og utrygge.

Havde jeg vidst, det var så hårdt, tror jeg ikke vi var kommet afsted. Har jeg så fortrudt, at vi flyttede til Dubai? Nej, ikke en eneste gang! For selv om det har været hård, midt i al elendigheden, har der været stunder jeg ikke ville bytte for noget. Øjeblikke, hvor verden pludselig har stået stille, hvor vi har været de eneste mennesker i verden. Vores lille familie tættere sammen end nogen sinde. Midt i et kæmpe Mall, på en restuarant, på standen eller i sofaen.

At opleve hvordan Leonora nu stortrives, med en fantastisk skole, en klasselærer hun savner når han er væk. Med en pigegruppe, samlet af piger fra hele verden (Columbia, England, Australien, Bahrain, Rusland, Danmark), der har det så godt sammen. Jeg kan mærke at hun er glad, får den støtte hun har brug for, men også de udfordringer hun kan klare. Hun er vokset helt enormt og har fået en større selvtillid og en power til at stå på egne ben og klare meget selv. Men tør også bede om hjælp og fortælle hvordan hun har det. Det er skønt.

Valdemar har haft de største udfordringer, og glæder sig stadig til at komme med hjem til Danmark. Men han er ikke ked af det mere, og kommer afsted om morgenen med et smil på læben. Jeg glæder mig over at se ham hoppe ud af døren om eftermiddagen, tage sin cykel og køre ud på vejen til de andre børn. Det gør mig glad, at komme forbi græsstykket bag ved os, hvor han spiller fodbold med kvarterets drenge og fædre. Og høre dem kalde: “Valdemar”, fra vores terrasse. Efter jul har han også fået nogle venner i klassen, som han laver en bog om drager med – Valdemar tegner og Hamza og Benn skriver 🙂

Jeg er dybt taknemmelig for den store hjælp og støtte vi har modtaget siden vi kom herned. Allan og Marie stod klar, da vi landede. Vi boede hos dem i næsten en måned, og jeg har ikke tal på alle de gange Marie har stået klar med morgenkaffe og en skulder at græde ud ved, efter en hård morgen. Og stadig er det en gave at være så tæt på dem som vi er. Valdemar der altid har August og Carl Emil at lege med – nye bedste venner :). Det er så rart at kunne løbe over til hinanden for et glad rødvin torsdag aften eller kunne ringe og helt uplanlagt invitere på kage en lørdag eftermiddag. Vi ser rigtig meget til hinanden, mere end vi nogensinde har gjort i Danmark – og det er vi rigtig glade for alle sammen.

Men også andre danskere på skolen har været en stor hjælp. Mennesker vi ikke kendte før vi tog afsted. Carina og Carsten, der altid er der med gode råd og praktisk hjælp, når jeg har brug for det. Tina og Nikolaj, der har inviteret os med til fødselsdage – hvor vi har haft dejlige eftermiddage med andre danskere. – Til hygge, snak og fodbold. Jeg har været mange gange på tur til gode indkøbssteder, plantemarkeder, IKEA… Jeg har været på cafeer flere morgener, fået hjælp til at få dagene til at gå. Tina og Carina har introduceret mig for Dubai og nye bekendskaber. Jeg kunne ikke have gjort det uden dem.

Forældre til børn i Valdemars og Leonoras klasse har også inviteret mig, og os, indenfor. Vores netværk vokser hurtigt og vi får nye venner, der udvider vores verdensbillede og beriger os med nye traditioner og måder at leve på. Mennesker der åbner deres hjem for os, og får Dubai til at føles som hjemme.

Endelig har vi haft mange besøg på det halve år vi har boet i Dubai. Det er hårdt at have gæster i lange perioder, men enormt dejligt at få lov at opleve noget sammen og være sammen med familie og venner, på en mere intens og koncentreret måde, end vi ville have haft mulighed for i Danmark. Og så her har jeg, mærkeligt nok, lært nye mennesker bedre at kende. Martins venner og bekendte i Danmark, er mere rejselystne end mine, og da det er mig der er hjemme, har jeg fået nye venner i løbet af et uges besøg 🙂 Desuden har Martin ofte kollegaer på forretningsrejser til Dubai, så repræsentationsmiddage og sjov, hører også med til dagsordenen.

Jeg trives med det liv jeg har her i Dubai. Tempoet er et andet, jeg kan være der 100 procent for børnene efter skole og i weekenderne. Jeg nyder at gartneren kommer og ordner det hele, og jeg aldrig skal have dårlig samvittighed over manglende græsslåning eller et bed der vokser fra mig. Jeg føler ikke jeg bliver rastløs eller keder mig. Tiden går, og ting tager ligesom mere tid her, end i Danmark. At handle kan sagtens tage hele formiddagen.

Alt i alt nyder jeg – og vi – åndehullet. Vejret er fantastisk og folk, der omgiver os, smiler til os. Hvad kan man mere ønske???

… Og jeg har ikke haft strømper på i et halvt år 🙂