Sommerferie

Sommerferie

25. august 2022 Slået fra Af kirstine

Roadtrip i USA

Så er 3 ugers sommerferie gået. August måned har vi faktisk ikke været i Portugal. Vi har været så heldige at vi var inviteret til en fantastisk 2×50 års fest først i august – og så har fejret mine forældres runde fødselsdage og guldbryllup den 19. august. Så vi har været i vores skønne sommerhus ved Ebeltoft, og ind i mellem de 2 fester smuttede vi lige 9 dage til USA.

Leonora ville gerne med, det var simpelthen så dejligt at have hende så tæt på os. Hun er blevet optaget på universitetet her efter sommerferien, og glæder sig til at komme igang med at læse igen. Hun fik arrangeret med sin bedsteveninde fra skolen i Kina – Maya – at de skulle ses i New York, så der var også en anden grund til at hun gerne ville med.

Valdemar takkede nej tak, han ville hellere være hjemme. Så vi tog afsted mens han startede i 3.G.

Desværre er jeg blevet bevidst om, at jeg stort set ingen billeder har taget hele sommeren – bortset fra når Martin råbte: “tag et billede” – så mest ud af vinduet fra passager-sædet i bilen. Så her kan du komme med på en hurtig tur, ca. 1800 km på de amerikanske veje:

Dag 1 – 3: New York.
Vi overnattede i et AirBnB i Brooklyn. Maya kom kort tid efter vi var ankommet, og efter pigerne havde hoppet af glæde og fældet et par tårer over at se hinanden, gik vi sammen igennem et latinamerikansk kvarter, derefter et jødisk kvarter hvor alle havde traditionelt tøj på – og til sidst til et kinesisk kvarter med dansende tanter og markeder. Det var som at være tilbage. Vi fik skøn HotPot – efter 4 år var det lige som det skulle være. Vi havde tofu og risnudler ud af ørerne før vi kom tilbage og faldt i søvn.
Dagen efter stod det på sightseeing i hedebølge, jeg ved ikke hvorfor det altid er over 35 grader når jeg skal gå rundt i New York – men jeg overvejer at komme afsted udenfor sommerferien næste gang… Vi mødtes med en af Martins studiekammerater til kaffe – og fik aftensmad med Martins ene fætters familie. Vi fik New York – pizza og en god snak. Skønt at se dem igen, desværre alt for kort tid.

Dag 3 – 4: Washington

Vi sagde farvel til Maya, hentede vores lejebil og kom på vejen. 5 timers kørsel fra Brooklyn til Washington. Vi var gode til at holde pauser, fik kaffe, spiste – og var i Washington ved 3 tiden, hvor vi tjekkede ind på et lækkert lejlighedshotel. “Desværre” havde de overbooket – så i stedet for en lejlighed med 2 soveværelser, fik vi hver vores lejlighed. Leonora klagede ikke over at skulle sove uden sin mor og far.

Da vi var blevet indlogeret, var det tid til sightseeing i Washington. Jeg havde planlagt at vi sagtens kunne nå en 3-4 timers gåtur og få set det hele – det hvide hus, US Capitol – så vi begav os udenfor og på vej. Der var dog en lidt mørk himmel – og vi tjekkede ikke lige vejrudsigten. Efter 10 minutter begyndte det at tordne, så kom lynene – og så åbnede himlen sig. Før vi kom hjem kunne vi vride vores tøj – og min lukkede lædertaske kunne jeg hælde vand ud af. Heldigvis var der vaskemaskine og tørretumbler i lejligheden. Om aftenen var vi ude at spise på en fantastisk spændende restaurant med en anden af Martins studiekammerater. Meget hyggeligt.

Dag 4-6: Savannah

Tidligt op og afsted. 12 timer tog næste stræk til Savannah, selvfølgelig med flere pauser – og jeg kørte også cirka 2 timer af turen. Vi ankom – igen i torden og regnvejr – til vores AirBnB i Savannah, og fik sovet. Dag 5 fik vi gået rundt i Savannah, der er en meget smuk by, med et historisk centrum. Meget charmerende og køn.
Desværre kom vi ikke på spøgelses-jagt om aftenen, for det blev torden igen – og vi kunne ikke lige overskue at skulle på sightseeing omkring midnat. Savannah skulle være den mest hjemsøgte by i USA, så der skulle være noget at finde. Men vi oplevede det ikke – Det må blive næste gang.

Dag 6-9: Orlando

Så var vi på vejen igen – 5 timers kørsel til Orlando, hvor vi var på et lejlighedshotel. Her fik vi set Martins anden fætter med familie – og faster og onkel. Det var simpelthen så hyggeligt, og dejligt at se dem alle, og af flere gange. Der er gået alt for lang tid siden sidst, så vi prioriterede at være sammen med dem, frem for Disney-park besøg. På hotellet kunne vi færdiggøre sangen til mine forældre og indslag fra børnenebørnene, så de dage gik hurtigt. Også i Orlando fik vi torden og vand, det var lidt et tema. Desværre fik vi ikke set nogen alligatorer denne gang.

Dag 9: Hjemrejse 🙂

Direkte til Guldbryllupsforberedelserne. En hektisk ferie, dejligt at få set så mange mennesker – familie som det er alt for lang tid siden vi har set – gode fester med god stemning.

Og jeg har nydt de sidste dage, hjemme i Porto igen. Skønt at det igen bliver hverdag.