|

Et nyt hjem

Meget tidligt om morgenen, lørdag den 18. september 2021, stod vi så i Billund lufthavn. Med 3 store kufferter – og 4 brandalarmer i håndbagagen (som ikke var blevet pakket med flyttelæsset). Det er altid en mærkelig følelse at “emigrere”, altså at sætte sig på en flyver og vide at nu er vi “skrevet ud af Danmark”. Heldigvis er vi jo heldige, at vi har Vestas i ryggen, så det er begrænset hvilken risiko vi løber. Men det er alligevel specielt.

Vi havde lige en uges tid i en fin lille, midlertidig lejlighed inde i byen. Her gik tiden med at sove, hvile, slappe af og power-nappe 🙂 Altså Martin gik jo på arbejde, men jeg pustede lige lidt. Og så startede jeg op på min portugisisk undervisning, og var med Vestas til “World Clean Up day”, på en strand nord for Porto.

Og så begyndte jeg at huske, hvordan det er at lære et nyt sprog – og begynder-tips for at øve. Det er altid en god øvelse at gå i små forretninger, med ældre mennesker. De tager sig tid til at sige alle grøntsagernes navne, lader mig gentage, øver flere gange – siger tal, tæller – og slår aldrig over i engelsk. Jeg får tit købt alt for meget – men det er ikke helt det der er vigtigt. Og så fik jeg de bedste figner jeg har fået – der sidst i september.

Vores lejlighed

Vi har overtaget en stor, 5 værelses lejlighed, med udsigt over Atlanterhavet. Vi har solnedgangen helt inde i stuen hver eneste aften. Vi har plads til at få gæster, børnene har fået hver deres værelse (som kan lånes ud). Området vi bor i, er sådan et strand-kvarter. Lidt sommerferie-stemning, med masser af fiske-restauranter, surf-skoler, strand-cafeer og afslappede mennesker. Det er kun 15-20 minutter fra centrum, med bus- og metroforbindelser lige uden for døren. Lidt væk er havnen, hvor cruise-skibene lægger til, fiskerihavn -og auktion er længere nede af gaden. Og containerhavnen har også anløb uden for vores vinduer.

Og en torsdag morgen, sidst i september kom Torben så med lastbilen – og 6 brasilianske unge mænd, der bar ind, pakkede ud – og bar alt pap og wrap med sig ud. Torsdag eftermiddag lignede det allerede et hjem, og jeg kunne fortsætte udpakningen alene i fred og ro – for fredag kom de igen og begyndte at sætte lamper og billeder op. Og kunne tage endnu mere pap med sig hjem. Så da weekenden var gået var jeg ved at kunne se en ende på det, da var alt i køkkenet og soveværelse pakket ud. Og heldigvis kunne jeg lave en aftale med flyttefirmaet om, at de ville sende en ud til at hænge mere op efter et par uger (så jeg kunne være sikker på placering).

Så jeg pakkede ud og pakkede ud, flyttede bøger fra et rum til et andet, fordelte tøj i skabe. Jeg siger lige at jeg ikke ønsker mig flere pynte-ting. Det er nok det værste at pakke ud. Fordi det er svært at placere i et nyt hjem. Men allerede den 11/10 var alle kasser pakket ud – og vi modtog vores første gæst i Porto. Siden har Leonora og Valdemar været på efterårsferie. Og Martins forældre har også været her en uge. Så oktober har været fuldt booket.

Derudover er vi begyndt at udforske restauranter, køre ture, møde nye mennesker. Der er nok at tage sig til, så jeg keder mig bestemt ikke.

Alt er godt 🙂

Lignende indlæg

  • Sommerhus-planer

    Mange har spurgt til, hvordan det går med sommerhuset. Så her er lige en kort opdatering på det. Kort tid før vi flyttede til Portugal, faldt vi for et sommerhus mellem Femmøller og Ebeltoft. Vi ledte efter et sted vi kunne være, når vi var hjemme i Danmark. Tæt på børnene – og med en…

  • |

    Guimarães

    10.-11. december 2022 Årets sidste weekend getaway, gik til Guimarães, 30-45 minutters kørsel fra Porto. I denne del af Porto har der tidligere været meget tekstil-produktion. Nu er en del blevet flyttet til østen. Men der er stadig flere fabrikker – og dermed også fabriksudsalg, hvor det er muligt at få gode varer til en…

  • |

    Sommerferie

     Fantastiske Sommer Danmark Jeg tror endelig, vi har fundet roen, rytmen – og balancen i at holde 2 måneders sommerferie i Danmark. For de fleste lyder det som en fantastisk ting, men jeg tror alle der har boet i udlandet kan fortælle om meget stressfyldte – og tætpakkede ferie. Med venner og familier, der skulle…

  • |

    Nazaré 2

    – Eller når vejret driller Da vi flyttede til Porto, fortalte de lokale os at vinteren i Porto var meget våd og grå. Sidste år var det overhovedet ikke tilfældet. Solen skinnede, der var lunt – først på foråret kom de første tørkevarsler – og sommeren igennem hørte vi om skovbrande, som vi kunne lugte…

  • |

    Vi skal flytte!

    Nogle gange går det hurtigt – og så sker der noget nyt. Før jul forlængede vi endnu et år herude i Indien. Men så i sidste uge ringede Martin hjem (han var DK) og spurgte, hvad jeg sagde til at flytte. Jeg vidste, hvilket sted der var i spil – så jeg sagde ja, før…

En kommentar

  1. Det lyder som en dejlig rejse I er startet på! Og skønt at kunne følge lidt med herfra det noget køligere Danmark 🙂

Der er lukket for kommentarer.