Pongal

Min absolutte favorit festival her i Chennai, – det er Pongal. Man fejrer den vist mest her i staten Tamil Nadu, og ikke så meget i resten af Indien. Jeg havde glædet mig så meget til den, for den kan nået helt særligt.

Pongal er en høst-fest. Jeg forsøgt at få det til at gå op med årstiderne her, men jeg har givet lidt op. Oppe i mit hoved er der jo fire årstider, hvor høsten falder i efteråret. Men sådan er det ikke helt her – jeg har ofte fået det forklaret med 3 årstider: Monsoon (regntid), sommer, vinter.

Sommer er fra marts til juli/august (varmest i maj),
Det er regnfuldt (monsoon) september-december,
Koldt (Vinter) i december- februar.
Efter Pongal vender det – og så kommer sommeren. Og så er det bare varmt – og varmere…

Det der med lige mange måneder i hver årstid, der går op – det skal man ikke tænke så meget over. Og der kan sagtens høstes flere gange om året – afhængig af afgrøden.

Men Pongal startede i år en onsdag. En onsdag, hvor vi vågnede op til en meget overskyet himmel, meget dårlig luftkvalitet og lugt af røg. Der bliver brændt af – og det kan mærkes. Heldigvis klarede det en del op i løbet af dagen. Men det blev ikke til en morgen gåtur.

Kolams foran indgange er brugt hele året – men særlig til Pongal

Fra vores træningscenter kan jeg kigge ned på naboernes hustage. Her blev pongal også fejret.

Fredag var vi så igen i år – inviteret ud på The Farm, en restaurant i udkanten af byen. Ejeren har boet 8 år i København, og inviterer os ind til familiens fejring af Pongal i deres stald.

Deres farm var, da hendes forældre købte den, langt uden for byen. Men nu ligger den lige ud til en af de store veje, med metrobyggeri og tung trafik. De har 17 hektar jord med stalde, køer, marker – og så en hyggelig restaurant med borde og stole i en stor have – og god mad. Hun fortalte at det bliver sværere og sværere ved at finde arbejdskraft til markerne og staldende. For folk der bor i byen vil arbejde på kontorer, ikke i marken – de vil have et bedre live end deres forældre. Så de kan ikke mere opdyrke så meget som de gerne vil. Dertil kan jeg forstille mig at deres jord også er blevet betydeligt mere værd – inde midt i byen. Så de må ind imellem overveje at sælge, så der kan blive bygget højhuse til beboelse. Men indtil videre er det en oase at komme ind i.

Pongal her har en særlig plads i mit Chennai-eventyr. Sidste år fodrede jeg en ko med en banan! Ja, hvem havde troet at køer spiser bananer – med skrald? Der er en lille pooja (ofring), hvor det lille tempel inde midt i stalden bliver pyntet med bananblade og stængler, der bliver lagt bananer, mad, blomster og andre lækkerier op. Der er bål, hvor der bliver lavet vadas over (små donout-lignede snacks – ikke søde, men med karryblade (ikke at forveksle med det vi kalder karry), chilli, peber). De spises med en kokos-chutney.

Og til dessert er der sweet-pongal, der er en sød ris-grød, sødet med jaggery, kardemomme. Med smør (ghee), cashew-nødder og rosiner. Jeg er stor fan, – i hvert fald af den de laver til pongal på The Farm. Og så selvfølgelig med sydindisk kaffe.

Da vi kørte hjem, med røg i øjnene – og en lugt af bål og køer i bilen, reflekterede jeg over, hvorfor det her er min yndingsfestival. For det første er det der med tempoet: Det er stille og roligt, køerne går rundt i mellem os, der er ikke høj musik, mange farver, og der foregår ikke alt muligt på samme tid. Dernæst så er det familie-følelsen – her deltager alle og har en fuktion. Det er de ældre der fodrer koen først og sørger for at poojaen bliver rigtigt afviklet. Men der er bestemt plads til at børn løber rundt og leger også. Så har jeg jo også en svaghed for at lave mad over bål. Så her er jeg jo i mit es. Og så er jeg bare vild med den der Sweet-pongal. Jeg har ikke prøvet at finde nogen siden sidste januar, og har ikke fået nogen jeg ellers bryder mig meget om andre steder. Men den her de laver på The Farm – uhm…