Kiosk-liv
I Taiwan er de vilde med 7-Eleven. Det er det sted i verden der er flest 7-Eleven pr. indbygger. Jeg har flere gange stået på en gade, og har kunnet spotte op til flere kiosker. Og der er sjældent mere end 3 minutters gang til nærmeste kiosk.
Hvad bruger de så kioskerne til?
Ja, mulighederne er mange 🙂
7-Eleven sælger selvfølgelig kioskbasker, drikkevarer, slik, chips. Men også fastfood i mange afskygninger. De gode restauranter laver på skift købe-retter, der selvfølgelig kan varmes, tages med eller spises ved bordene i butikken.





Vores første måltid i Taipei (efter vi var flyttet herud), var beef noodles fra 7-Eleven. Det er stadig en af Martins bedste måltider herude 🙂
Desuden kan man købe te-æg, bagte kartofler og søde-kartofler, majskolber. Te-æg er æg der er kogt i en lage af te, soya og krydderier – smager rigtig godt, ægget er med mere salt og smag end bare et kogt æg. Det estimeres at 7-Eleven sælger mellem 40-110 millioner te-æg om året i Taiwan. Så en populær snack på vejen.
Derudover kan man printe, kopiere, betale regninger, hente pakker, få sin vandflaske fyldt op, gå på toilettet, sidde og drikke sin kaffe eller bubble-tea. Og komme af med sit skrald. Som i andre lande i Asien, er der ofte langt mellem skraldespande. Så man tager sit skrald med sig, og finder enten en skraldespand i en butik eller tager det med hjem.
På skiltet foran butikken er det med ikoner angivet hvilke funktioner man kan finde i den enkelte butik. Det er meget ordentligt og imponerende (særligt når man kommer fra Indien 🙂 )




Nogen 7-Eleven har også et tema. Vi har besøgt en Hello Kitty tema butik, men der er f.eks. også en Micky Mouse, Nuser – og asiatiske animations karakterer. Der er selvfølgelig andre kiosk eller små supermarkeder – men 7eleven har virkelig sat sig tungt på Taiwan. Her er udvalget og udformningerne mange, men altid med funktioner og udvalg, der gør det ret trygt at begive sig rundt, når der aldrig er langt til et sted man kan købe vand, snacks, komme på toilettet – eller sidde og få en kop kaffe. Velovervejet og noget der virker.
Foreløbigt er jeg fan 🙂