Porto er magisk – smuk, bevægende, levende, farverig og overraskende

I ❤️ Porto

Små brostenslagte gader med farvestrålende huse, og vasketøj på tværs af vejen, solskin, varme, glade mennesker der hilser “Bom dia”, skønne restauranter med dedikerede og smilende tjenere, dejlig mad og vin der koster meget mindre end det burde. Vi føler os heldige hver dag.

En forlænget weekend i Porto?
Hvad kan man nå, hvad skal man nå, hvad anbefaler jeg? Med den nye direkte flyvning Billund-Porto får vi mange weekend besøg – og får de samme spørgsmål mange gange – Her er mine bud på den fulde oplevelse. 🇵🇹🇩🇰 Velkommen til Kirstines rejser 🌍😊

Ankomst torsdag:

“Danmarks-ekspressen” fra Billund ankommer 18:15. Vi bor i Matosinhos – ca. 15 minutters kørsel fra lufthavnen. Det vil sige at vi kan nå aftensmad ved 20-tiden. Det er stadig tidligt aftensmad i Portugisisk forstand, og de fleste restauranter åbner først her. Hvis der er særligt gode – eller populære – restauranter du vil besøge, så skal der bestilles bord. Særligt i weekenderne er der godt fyldt op, og der afvises ofte sultne uforberedte turister.

Fredag

Jeg anbefaler at du starter med en guidet turist-tur rundt i Porto, for at danne jer et overblik over byen. Der er Tuk-tuk turene, som ofte er kørt af yngre guider – eller de mere specialiserede ture med særlige biler. Selvfølgelig er der også de store “hop af – og på” busser, som jeg endnu ikke har været med. Stoppesteder, eller opsamling kan arrangeres lige uden for vores dør.

Tid: 2-4 timer, pris: 20-40€ pr person.

Turen stopper i midtbyen eller i Gaia. Gå en tur på egen hånd, få en frokost, tag en tur med kabelbanen. Book på forhånd tid til en portvinssmagning – det skal man faktisk prøve i Porto…

Portvinssmagning: 1-2 timer, pris: 10-50€ pr person (afhængig af tur og kvalitet). Stort udvalg.

For de unge (eller dem der føler sig meget unge) er der en guidet pub-crawl, som kan afprøves – de mere modne kan eventuelt besøge en vinbar efter aftensmaden.

Lørdag

Besøg et af de skønne museer i byen. Jeg er fan af Serralves – men har stadig mange steder at opleve. World of Wine, er et helt nyt museumsområde, med 7 museer – chokolade, kork og rosévin er bare nogle af de oplevelser man kan få her. Nå ja, og så selvfølgelig vin-skolen. Måske kan du også nå en tur op af floden med en tur-båd?

Tag en guidet gåtur med en lokal. Turen kan tilpasses efter ønsker og interesser – mobilitet og alder. Jeg har været på en street-art tur og en fuldstændig overvældende smage-tur gennem Porto. Og jeg har flere ønsker på min liste. Harry Potter turen, hvor man kan se inspirationen til bøgerne er en af de ture jeg glæder mig til.

Tid: 2-4 timer, pris: 10-30 € pr person (inklusiv smagninger).
Book i god tid – de gode guider er populære.

Pyh – efter en god dag ude i solen med masser af indtryk, skal aftensmaden nydes. Der er masser af restauranter at vælge mellem. Spørg efter anbefalinger, vi har prøvet en del – og har en lang liste med restauranter vi vil besøge.

Søndag:

Sidste chance for at få det sidste med. Jeg anbefaler at man kører i lufthavnen ca. 16:30. Så I har en hel formiddag – og lidt eftermiddag. Skal det være en sidste tur ind til midtbyen, med en god brunch? En surf-lektion? En vandre-tur? Eller kan I lige nå et museum mere? Børsen eller en kirke? Måske et besøg på det lokale fiske-konserves-museum (I skal ikke grine – det er populære produkter – også i DK)?

Husk:

Uber – er næsten uundværlig her. Sæt den op hjemmefra, med kreditkort og de adresser du ved du skal bruge (lufthavn, os, hotel, restauranter). Så er du godt på vej.

Sko – Porto er en overraskende “bakket” by. Du kan ikke undgå at skulle gå meget op – og ned. Desuden er der brosten i det meste af centrum. Så godt fodtøj er en meget rar ting.

Andre muligheder:
Man kan alt muligt andet – cykelture, segway-ture, caminoen, gourmet-restauranter, kirker, udkigsposter. Jeg har brugt en del tid på at undersøge, hvad der er muligt og hvad der ser sjovt ud. Jeg hjælper meget gerne med at undersøge, foreslå og booke. Giv mig frie hænder og et budget – det skal nok blive sjovt.
(Jeg bliver faktisk en smule presset over et ustruktureret besøg – så planlægningen må du tage med)

Jer der allerede har være her – læg gerne lige en besked med jeres bedste oplevelse – og hvad I har på listen til næste besøg 🙂

Jeg glæder mig til at byde jer velkomne hos Kirstines Rejser 🌍

Lignende indlæg

  • Skifer i Côa

    Fredag d. 18. februar 2023 Vi er stadig i overvejelser i forhold til byggeriet af vores sommerhus. Tegningerne er blevet sendt til godkendelse ved komunen, men der kan godt gå lang tid. Så imens i venter, har vi tid til at overveje materialer. Vi har en ide om, at der skal være noget med, fra…

  • |

    Quinta do Noval

    Februar 2023 En helt almindelig søndag tog vi turen ind til Porto, og efter en smuk tur i de små gader, gik vi over Luis I broen til Gaia, for at genoptage vores “udforsk portvin” – rejse. Denne gang var turen kommet til Quinta do Noval, som vi faktisk har smagt på flere restauranter –…

  • |

    Sintra/Cascais

    Endnu en arbejdstur, med 3.5 times chauffør-tjeneste og 6 timers sightseeing. Mandag eftermiddag tog vi igen turen sydpå, for Martin var inviteret til et arrangement tirsdag aften. Han holdt møder hele vejen ned i bilen, så jeg kunne endnu engang være chauffør og få os nogenlunde nemt til Sintra. Heldigvis er det længste stykke på…

  • Óbidos

    Endnu en middelalderby med charme og tempelridder-historie Mandag havde Martin møder på ambassaden, og ville egentlig have kørt frem og tilbage til Lissabon samme dag (3,5 time i bil hver vej). Heldigvis fik jeg overtalt ham til at tage på søndagstur – og afkorte turen mandag. For der er stadig masser af steder jeg mangler…

  • |

    Sidste …

    Når beslutningen er truffet – og vi ved, at vi er på vej videre – så starter alle de sidste ting – eller “vi skal lige have sagt farvel til …” Selvfølgelig oven i alt det praktiske der skal ordnes, frem mod en international flytning. Denne gang er ikke anderledes 🙂 De sidste par uger…