Forskellige briller?
De tidligere gange vi har boet i udlandet, har det været forholdsvis let at opbygge et stærkt netværk. Der har været danskere på stedet, der bød velkommen, ligesom der på skolerne altid var arrangementer, møder og andre mødre i samme situation som mig. Denne gang – her i Porto – uden børn, er det meget anderledes.
Jeg vil starte med at sige, at vi har mennesker vi nyder at være sammen med her. Som vi hygger os med – kommer ud og laver noget, spiser på gode restauranter, smager vin og drinks med. Alt er godt.
Men…
Jeg kan faktisk godt lide at være en del af et internationalt miljø, jeg elsker at få udfordret min måde at se på verden på, se verden gennem andres briller – og opleve at vi ikke ser det samme, føler og tænker det samme. Derfor opsøger jeg jævnligt kaffe – eller frokost arrangementer i de internationale grupper her. Og min oplevelse er den samme, uanset hvilket arrangement jeg har været til – og det undrer mig en smule.
Der er altid 80-90 % amerikanere (unge pensionister – exil amerikanere(?), et par brexit-flygtninge – en russer eller ukrainer – og så mig. Altså alle sammen nogen der har tænkt sig at blive her mere eller mindre permanent – immigranter, er vel det rigtige ord. Det er altid nogle sjove, og interessante timer jeg har – men jeg går også fra det med en oplevelse af, at vi ser på opholdet her i Porto forskelligt – og er forskellige steder i livet.
I sidste måned havde jeg en samtale jeg ikke rigtig kunne slippe. De snakkede om statsborgerskab, hvordan man fik det i Portugal, sprogtest og prøver. Jeg spurgte ind til, hvordan det kunne være at de ville anmode om statsborgerskab, da det for mig er ret stort at blive borger i et nyt land.
For mig ville et statsborgerskab i Portugal betyde, at jeg ville se det som en nødvendighed blandt andet at have kendskab til hele kongerækken, den lange tid under en diktator, aldrig kalde fodbold for soccer (og ophøje Ronaldo til en gud), selvfølgelig vide hvad offside-reglen er, have hørt alle portugisiske melodi grand prix repræsentationer – og vide hvor mange gange de har vundet (1!), samt fælde en lille tåre, når der blev spillet en fado-sang. Og derudover have en stor kærlighed til alt det, der er dagligdagen hernede.
Men det var ikke det svar jeg fik – begrundelsen var, at det var nemmere med et portugisisk pas at rejse, og flytte rundt i Europa. Jeg skal lige skynde mig at sige, at de her damer ikke spekulerer i europæiske sociale ydelser, eller pension. De klarer sig fint – det er ikke det.
Jeg er med på, at vi er heldige med vores stærke danske rødbedefarvede pas. Det bringer os nemt rundt i verden, hvor vi kan besøge mange lande uden visum. Og at et europæisk pas gør rejse i Europa så meget nemmere. Men – for mig er der bare mange følelser i et pas, og et statsborgerskab, som der ikke umiddelbart var der for de amerikanske damer jeg snakkede med denne eftermiddag.
Så endnu et nyt perspektiv, nye briller at se verden gennem. Og det fik mig til at tænke på om det er os danskere der ser helt anderledes på et statsborgerskab end resten af verden? Om vi måske endnu engang snakker forbi hinanden når vi snakker integration? Hvad tænker du?
