Indisk mad

Hvordan går det egentlig med det der Indiske mad, Kirstine?

Ja, jeg er jo ikke den der er kendt for at have en høj tolerance for stærk mad. Jeg elskede at bo i Portugal, hvor intet var stærkt, men til gengæld utrolig delikat, med sans for detaljerne i de gode og friske råvarer. Jeg udviklede virkelig på mine smagsløg i de 3 år, vi boede i Porto. Alle restaurant besøg var en kræsen for sanserne, med en stolthed og respekt for det der blev serveret.

Det er det sådan set jo også i Indien – men på helt andre parametre – og ganget med 1000. Jeg er stadig blæst bagover af farver, lyde – sarier og templer – dyttende biler og menneskemængder. Og så er der maden!

I Porto satte jeg mig det mål, at jeg skulle lære at kunne lide og kende Portvin. Her må jeg sætte mig det mål, at kunne spise på en lokal restaurant uden at tårerne løber ukontrolleret ned ad mine kinder. Maden er bare altid så stærkt. Selv på hotellerne, når man skal have en omelet til sin morgenmad, er der lige sneget lidt chili ind. Jeg føler min mund bliver følelsesløs, øjnene løber, det ringer for mine ører, jeg bliver rød i ansigtet og sveder mere end normalt. Det er ikke altid helt rart.

Men 1,4 milliarder mennesker synes det er godt, så jeg må se om jeg kan komme dertil. Så jeg prøver at bestille non-spicy mad på restauranterne, og så må jeg øve mig i at det også bliver “non-spicy” for mig.

Men jeg vil jo gerne lære noget om maden, jeg ved at mange historier i alle kulturer bindes op på vores sprog og vores mad. Så derfor forsøger jeg, når jeg besøger et nyt land at komme på en food-tur. Og når vi har gæster her, er det også noget jeg anbefaler. Jeg har fundet en fantastisk guide, der trygt og sikkert leder os ind og ud af små gader – ind på restauranter jeg aldrig ville have fundet, og lader os smage spændende mad. Og hun har faktisk formået at finde retter, som selv jeg kan spise.

Med historier om Portugiserne, der kom med gær og kartofler, om hvad de indiske guder egentlig kan lide at spise, hvorfor den Syd-indiske kaffe skal “svinges” fra en kop til en anden – og helst ikke må røre læberne, hvilke krydderier der er i et hvert indisk køkken – hvorfor nogen vegetariske præster mener fisk er vegetarmad – og hvorfor Jains ikke spiser gulerødder. Blandet med historier om englænderne, der boede i “white town”, mens inderne boede i “black town”. Der er så meget at blive klogere på. Og selv om jeg nu har været med på tur 3 gange, lærer og ser jeg alligevel noget nyt hver gang.

Måske er jeg bare blevet modigere – mere tryg ved at være her. Og det er ikke bare fordi det er Indien. Det tager altid noget tid at blive fortrolig med at handle på markeder og butikker i nye lande. Lige at blive præsenteret for de bedste steder at finde frisk frugt og grønt, hvor man kan finde bagepapir – og have tillid til at maiden kan lave mad.

Jeg lærer stille og roligt et nyt køkken – og ny kultur at kende. Ved hvad deres forskellige brødtyper er, hvordan og hvornår man spiser hvad, og i hvilken rækkefølge. Der er nok at udforske og undersøge, og heldigvis er det en opgave jeg godt kan lide.

Alt er godt 🙂