|

Rajakkad Estate

Rejsebeskrivelse

En forlænget weekend er nok til en tur til Rajakkad Estate og perfekt til en getaway nu, hvor her er ret varmt i Chennai. Vi havde booket et dobbeltværelse 3 overnatninger og betalt på forhånd. Inkluderet i prisen er alle måltider, kaffe og andre forfriskninger gennem hele dagen.

En times flyvning til Madurai og herfra 2 timers kørsel til estaten. Vi havde booket en bil og chauffør gennem Rajakkad og det fungerede perfekt. Chaufføren skrev til os dagen før og stod klar med en helt ny bil – og kørte godt og sikkert først af store, fine veje og derefter op af bjerget af små hårnålesving.

Vi blev mødt af en venlig og imødekommende “vært”, der var hos os hele weekenden. Vi var de eneste gæster det meste af tiden – og mellem kl 7 – 22 var der personale i køkkenet, der kunne lave snacks, forfriskninger og kaffe til os. Allerede ved ankomsten faldt vores puls lige nogle slag. For hold da op en ro og smukke omgivelser.

Den første dag slappede vi bare af i haven, hvor der var placeret borde og stole i små kroge. Der var også hængekøjer. Vi fandt vores bøger frem – og wifi eller internetdækning var ikke det jeg vil anbefale stedet for. Vi fandt dækning i 2 stole i haven – men ledte heller ikke meget efter mere.

Anden dag blev det til en lille gåtur på plantagen, hvor vi så den store varietet af frugter, grøntsager – og gårdens dyr.

Morgenmad, kaffe og frokost blev serveret i haven, frisklavet af råvarer fra plantagen. God smag, masser af grøntsager. Og kaffen, der jo også var plukket og ristet på plantagen var så lækker.

Det meste var vegetarisk – vi fik en enkelt ret med kylling og friske æg hver morgen.

Tredje dag tog vi den lange hike. Tre timers vandring op af bjerget, i 25+ grader og en meget høj luftfugtighed. Vi svedte meget – men vores søde vært så helt upåvirket ud.

Vi så både kaffeplanterne, avokado, aber og spor efter bison og kæmpe-pindsvin. Det var sæson for peberhøsten. Jeg har nu lært at peber er en slyngplante, så de er glade for høje, slanke træer. Det er den samme peber, der bruges både til rød, sort og hvid peber.

Hjemme igen kunne vi med god samvittighed igen slå os ned med bøgerne og kaffen, nyde de gode måltider og kaffen, der blev serveret gavmildt og løbende.

Rajakkad Estate er virkelig et sted jeg vil anbefale at besøge. Vi slappede totalt af, naturlydene og et personale der var professionelle og havde styr på det hele.

Det er dog ikke et børnevenligt sted, der er ingen steder at lege, spille bold – eller andre egnede aktiviteter. Og jeg ville nok egentlig ikke have nydt at være nabo til en børnefamilie 🙂

Lignende indlæg

  • |

    Weekend i Fujairah

    Forenede Arabiske Emirater er et land, bestående af syv Emirater: Dubai, Abu Dhabi, Al Ain, Ras Al Khaimah, Fujairah, Sharjah, Umm Al Quwain og Ajman. Hvert emirat er ledet af en sheik, der så danner landets “regering” men landets overhoved er sheiken i Abu Dhabi – der er den rigeste. Emiraterne er ret forskellige, både…

  • Chennai, Indien

    25. november – 3. december 2023. Martin rejser jo ofte, han skal besøge kontorer, leverandører – holde møder og det han nu ellers laver, når han går på arbejde. Jeg får sjældent mulighed for at tage med, det er åbenbart ikke ture med meget plads til sightseeing eller romantiske middage med mig. Men i november…

  • | |

    Vi skal flytte!

    Nogle gange går det hurtigt – og så sker der noget nyt. Før jul forlængede vi endnu et år herude i Indien. Men så i sidste uge ringede Martin hjem (han var DK) og spurgte, hvad jeg sagde til at flytte. Jeg vidste, hvilket sted der var i spil – så jeg sagde ja, før…

  • |

    Taiwan

    April – ferien Børnene gider ikke rigtigt det der ferie – rejse noget. Hvis de kunne vælge skulle vi – i alle ferier – bare blive hjemme i vores senge, se fjernsyn og spille computerspil. De har en hektisk hverdag, så jeg forstår udemærket godt behovet for, at komme helt ned i gear og daske…