April 2026 –

Taiwan – næste kapitel
Efter flere år som expat i Kina, Dubai, Portugal og Indien starter næste kapitel nu i Taiwan.
Vi besøgte Taiwan første gang for 10 år siden, og landet gjorde et stort indtryk på os. Min bedste forklaring på Taiwan er “det Kina, som virker”. Hvis du aldrig har været i Kina – og forestiller dig et Kina med røde drage-templer, gadefejere med spidse flethatte og madvogne med dampende varme retter – så har du Taiwan 🙂 Men også kæmpe højhuse, top-lækre luksus biler, moderne teknologi, renlighed, ro orden.
En lille ø, men med en utrolig variation: grønne bjerge og teplantager, dramatiske kyster, stammefolk, små templer gemt mellem moderne bygninger og en madscene, der spænder fra enkle gadekøkkener til nogle af Asiens bedste restauranter. Vi skal vænne os til jordskælv, tyfoner – og tsunamier langs kysten. Men er helt trygge – de har styr på det her.
Vi kommer til at bo i Taipei – en by der er kendt for sine livlige night markets, venlige mennesker og en spændende blanding af tradition og moderne storbyliv.
På denne side vil jeg samle historier om livet i Taiwan: hverdagen som expat, små oplevelser i byen, ture rundt på øen og alt det, der gør et nyt sted til et hjem.
Velkommen til vores Taiwan-kapitel.






