Mahjong og træning
Sommerferien venter lige om hjørnet, og jeg er ved at være klar til den. Vi har været i Taipei i næsten 3 måneder nu, og jeg synes, jeg har fået plantet frø til relationer og en hverdag herude.
Når vi lander et nyt sted i verden, skal jeg hurtigt have fundet mine mennesker. Det er mere besværligt at finde det netværk uden at have børn på en international skole. Så skal jeg arbejde for at komme ud og finde nogen. Internettet og Facebook er som regel de bedste steder at lede efter grupper og arrangementer. Danes Worldwide er også et sted at søge danskere i udlandet, men det fungerer desværre ikke altid helt optimalt. Og meget kan ske i mere lukkede apps – WhatsApp og Line – så det kan være svært at finde nogen. Men jeg har fået hul igennem på Facebook – og er så kommet i relevante grupper.
Så jeg har været til dansk morgenkaffe, er kommet i en international bogklub, og jeg spiller mahjong en aften om ugen (med danske kvinder). Herigennem har jeg så mødt nogen, som jeg også kan lave andet med, tage ud og opleve – på ture – mødes til frokoster – lave aktiviteter.

Mahjong
Nej, det er ikke det, der man kan spille på en app, der mest minder om vendespil. Eller det er i hvert fald ikke det spil, jeg spiller en gang om ugen. Mahjong er et spil for 4 personer (man kan også kun være 3) med kinesisk oprindelse.
Det minder lidt om “fem hundrede”. Man har en hånd af 13 brikker og skal samle “serier”, enten fortløbende eller ens. Der er 3 serier (lidt ligesom ruder, klør osv. i et spil kort), og så er der vind, drager og blomster. Man trækker en ny brik efter tur – og smider en ned igen. Man kan løbende lægge ned og lave strategier. Det man får lagt ned, giver forskellige point alt efter hvilken serie man vælger at samle på. Man skal samle, så man får point nok (og det har jeg ikke styr på endnu). Indtil videre får jeg god hjælp – og går lidt efter “de ser pæne ud sammen” 🙂
Det er en sjov og hyggelig måde at bruge sin tirsdag aften – og jeg får også mulighed for at få svar og hjælp på det, jeg lige skal finde ud af “hvor finder jeg”, “hvordan kommer man nemmest til”, “hvor booker man billetter til”…




Og ellers har jeg en rigtig god træningsrutine i min hverdag. Så god, at en nabo kommenterede på det i elevatoren i sidste uge: “Jeg misunder, at du kommer af sted så tit!” Og det gør jeg. Der er ligesom ikke nogen undskyldninger 🙂 Jeg har tiden, og vi har bevidst valgt en lejlighed, hvor der er gode faciliteter i bygningen. Så minimum 3 gange om ugen går jeg ned og flytter på nogle vægte (og sætter dem pænt på plads igen). Der er meget sjældent mere end 2 andre i gang.



Og så øver jeg mig i at komme ned og svømme. Der er en dejlig indendørs svømmehal og fine omklædningsfaciliteter – sauna, dampbad, udendørs jacuzzi og varmvandsbassin med massagedyser.



Desuden er jeg ved at komme på plads i lejligheden, har fundet de gode (nogle af de gode) restauranter, har begyndende høflighedsfraser på kinesisk klar til brug og bygger på listen over steder vi skal have besøgt. Sommerferien kan godt snart komme 🙂