Sommer 2026
Tyfon – dansk travl sommer – Hamborg – Porto – flyttekasser (igen) og sommerhus. Det er vist overskrifterne på min 2-måneders lange sommerferie i Danmark.
Efter en spændende tur ud af Taipei, med en tyfon i hælene, landede vi i Danmark, der midt i juli. I høj solskin og med gode temperaturer. Når det er sommer i Danmark, er det altså det bedste sted at være <3
Vi nød et par uger i godt selskab, fik set familie og venner, fik grillet, spist nye danske kartofler, gulerødder, ærte, friske jordbær med fløde – sad på terrassen med et lille glas og nød det.
Som altid en smule hæsblæsende, med for meget mad og alt for lidt søvn. Martin arbejdede, så vi var tidligt oppe – og havde planer eftermiddag og aften. Skønt – og udmattende.



Så en tur til skønne Porto. Altid som at komme hjem igen. Vi besøgte vores top-favorit restauranter, der hvor tjenerne står klar med kindkys – og kokken ikke lader os gå, før vi har sludret. Ikke for varmt – og ikke koldt, god vin og fantastsiske gourmet-øjeblikke. Vi mødtes med vores meget nære venner fra Australien, som vi havde overtalt til at komme og opleve Porto med os. Porto skuffer bare aldrig.




Tilbage i Danmark – Martin rejste tilbage til Taiwan – og jeg begyndte mit maraton-pakke-projekt!
Efter flere års tilløb er vi nu endelig kommet til det ventede nybyg af vores sommerhus. Vores sommerhus er jo fra 1960’erne og har bestemt levet et liv. Det har sin helt egen (sandsynligvis lidt sundhedsskadelige) “duft”, masser af charme og en personlighed, der er helt særlig. Lavt til loftet og med alt for få sengepladser. Lidt skævt, lidt gammelt og helt sit eget – men også utrolig sødt og fyldt med ægte sommerhusstemning. Og nu sker det!
I løbet af vinteren skal det rives ned, og vi skal have bygget nyt. Så 3 uger gik med at sortere, smide ud, sætte til salg, køre til opbevaring. Altså, jeg tror jeg så mest til vagterne på genbrugspladsen og mændene på kontoret ved vores Boxit-rum. Mine forældre kom og gav en hånd med, cirka en gang om ugen – en helt uvurderlig hjælp, ellers havde jeg nok givet op et sted. Jeg nåede også at få Leonora flyttet i egen lejlighed – og være på slage-jagt med Valdemar!
Der er noget terapeutisk ved at få ryddet så meget op – og ud. Særligt, når man så faktisk når i mål. Nu står sommerhuset næsten tomt, klar til at byggetilladelsen kommer og vores byggefirma går i gang. De står for det hele – og vi regner med at vi kan have nøglerne til et nyt sommerhus i efteråret 2027. Vi brugte en dag før hjemrejsen, på at vælge materialer, planlægge el og VVS – og indrette køkken og bad.
Og sådan gik der 2 måneder i Danmark. Nu tilbage i Taiwan – med 100 dage til juleaften – 3 måneder før vi er tilbage på juleferie. Vi ser frem mod 3 spændende måneder, hvor der kommer til at ske alt muligt. Hæng på 🙂



