|

Nazaré

Roadtrip, store bølger – og Aveiro.

Jeg har kæmpet lidt med at tage mod til at køre i bil her i Portugal. Portugiserne kører noget “uorganiseret” – i hvert fald har jeg svært ved at gennemskue hvad reglerne er her, særligt i rundkørslerne. Til gengæld er de utrolig overbærende, jeg oplever sjældent nogen der dytter – eller ser sure ud i trafikken. De giver plads og alt glider lige så stille og roligt. Og vi har jo en bil, som Martin jo så har kørt mest i.

Men i denne uge var Martin ikke hjemme, så bilen var tilgængelig – og så kunne vi se, at der var store bølger i Nazaré… Og det har ligget højt på min liste – og Lene ville så gerne tage billeder af de bølger.

Nazaré er en mindre kystby cirka 200 km syd for Porto. Den blev meget kendt for et par år siden, da nogle ekstrem-surfere (sammen med nogle lokale) opdagede at der var meget store bølger, der faktisk kunne surfes på. Se “100 foot wave” på HBO – eller se klip på youtube. Det er nogle vovehalse med et andet stress niveau end mit.

De største bølger kan ses i oktober/november -jo altså op til 30 meter høje. Men der var udsigt til 10 meter bølger, og de der bølger ville vi gerne se. Så jeg måtte jo tage mod til mig og trille ud af parkeringskælderen med svedige håndflader – og Lene som coach. I by, på motorvej, jeg fik fyldt benzin på – og kørte også i den lille snørklede Nazaré med mange andre, der også havde set der kom store bølger. Det gik så godt 🙂

Og der var store bølger – og surfere, der bliver trukket op på toppen af bølgen med jetski. Det er ret imponerende at se når de står der – i meget lang tid, med en frådende bølge efter sig. Og udsigten til at blive klasket ind mod de store klipper, hvis man ikke ved hvad man gør.

Vi så på bølger et par timer før vi så kørte ind til Nazaré, hvor vi havde besluttet os for at overnatte en enkelt nat. Vi havde fundet et fint lille B&B, med en skøn tagterrasse, hvor vi kunne nyde et glas rosé med udsigt ud over byen. Nazaré overraskede ved at være en mere lokal landsby, med ældre kvinder i traditionelle kjoler, et fint lille marked, god billig mad, en fin strand (også med meget store bølger) – og en fantastisk solnedgang.

Efter morgenmaden satte vi kursen nordpå igen, med et enkelt stop i Aveiro. Aveiro er kendt for kanaler og farvestrålende gondoler. Og var en fin lille by med små torve, butikker, restauranter – desværre på en gråvejrsdag. Men et fint frokost-stop før vi nåede hjem og kunne forberede os på næste tur.

Lignende indlæg

  • Forskellige briller?

    De tidligere gange vi har boet i udlandet, har det været forholdsvis let at opbygge et stærkt netværk. Der har været danskere på stedet, der bød velkommen, ligesom der på skolerne altid var arrangementer, møder og andre mødre i samme situation som mig. Denne gang – her i Porto – uden børn, er det meget…

  • |

    Azorerne

    Har du besøgt øerne? En helt fantastisk afslappende ferie, April 2023 Når jeg snakker med portugisere her, spørger de ofte om vi har besøgt øerne. Altså Azorerne og Madeira. Og det har længe været på vores liste over steder vi skulle besøge mens vi er her, så med hjælp fra en personlig kontakt i et…

  • Skifer i Côa

    Fredag d. 18. februar 2023 Vi er stadig i overvejelser i forhold til byggeriet af vores sommerhus. Tegningerne er blevet sendt til godkendelse ved komunen, men der kan godt gå lang tid. Så imens i venter, har vi tid til at overveje materialer. Vi har en ide om, at der skal være noget med, fra…

  • | |

    Amarante

    En lille times kørsel, og så er du i den charmerende lille landsby, Amarante. Den bød på et lækkert weekend ophold med gourmetmiddag, guidet tur og spa. Vi fik pludselig et hul i kalenderen og bestemte os for at vi ville ud og se lidt mere af Portugal. Og da jeg nu er ved at…