Flytte-kaos?
Pyh ha – Sådan en lille måned til at få styr på alt i forbindelse med en international flytning er, sådan set i bagspejlet, måske lige i underkanten. Jeg har været noget presset, med at planlægge selve flytningen, for sorteret, solgt, smidt ud, organiseret, fundet de rigtige papirer – få afsluttet og sagt farvel.
Men når jeg nu står her, med det hele pakket ned og der ikke er mere jeg kan gøre. Så nåede jeg alligevel det hele, også denne gang.
Jeg har jo prøvet det før, det der med at afslutte et sted, pakke hele sit liv sammen, sige farvel og lukke et kapitel. Så på en måde ved jeg jo godt, at det er en nervepirrende proces. – Og at der altid er flere ubekendte.
Vestas er heldigvis en god partner, som gerne vil have det skal gå nemt, så vi er forholdsvis godt hjulpet (i forhold til mange andre firmaer der også sender folk ud).
For os virker det sådan, at vi er tilknyttet et verdensomspændende relocation firma, hvor vi får en koordinerende person, som så udpeger de samarbejdspartnere vi får at samarbejde med.
Den første er flytte-koordinatoren. Han har kontakt til de lokale flyttefirmaer. Altså det flyttefirma, der kommer og pakker sammen (og senere det der kommer og pakker ud). Han er i kontakt med mig, hvis der undervejs opstår vanskeligheder der skal løses (det kommer vi lige tilbage til).
Så har vi nogen til at hjælpe med at søge arbejdstilladelse og opholdstilladelse.
Der er et lokalt relocation-firma i Indien, der hjælper med at få afsluttet (opsagt og afleveret bolig, afmeldt internet, telefon, bank osv.). Og også et i Taipei der hjælper med at få os med at finde bolig; få oprettet bankkonto, internet, telefon; lave introduktion til det nye område osv.
Så der er mange mennesker inde over vores liv – på de der mails frem og tilbage er der ofte 4-6 mennesker der skal tage stilling til et eller andet, have adgang til vores pas, vielsesattester osv. Det kan godt være lidt overvældende – men det er ikke det der presser mig mere. Jeg ved, hvordan hierarkiet fungerer – hvornår jeg skal være meget klar i spyttet – og hvem jeg skal have fat i.
Denne gang har vores nedpakning været lidt anderledes, af flere grunde. I Indien er der andre regler, som vi ikke har kunnet komme udenom.
Første bump var da vi ikke har plads til hele vores husholdning i den nye lejlighed i Taipei. Så noget skulle sorteret fra og opbevares. Vi ville gerne sende det til Danmark. Men det må man ikke. I Indien skal man fremvise gyldig flybillet, boardingpas og indrejse-papirer fra det sted ens husholdning skal sendes til. Det vil sige 1) Vi må ikke sende noget til Danmark (når vi ikke flytter til DK) – og 2) Der kan først afsendes noget efter udrejse. Frustrerende – men der var ingen vej udenom. Så løsningen er at alt kommer med til Taiwan, først ankommer 6-8 uger efter afrejse – og noget må stå til opbevaring her.
Andet større problem var så da flyttefolkene kom. Vi får altid en liste over ting vi ikke må flytte med: alkohol, lithium-batterier, blomster/planter, kontanter, smykker, madvarer. Det er som regel det samme. Meeeen – som regel er de rimelig loose – og jeg får alligevel krydderier, rugbrødblandinger, små ting med batterier i (ved I hvor meget I har i jeres husholdning med et opladeligt batteri?).
Men dette flyttehold var krakilske. Det var noget trættende at skulle diskutere eller modtage endnu en ting de ikke ville have med. Men det var OK (udover at jeg havde en stor samling batterier i forskellige størrelser med som håndbagage – og måtte forære alle mine medbragte krydderier væk).
Men så kom de til vores kort. For nogle år siden fik jeg lavet et kort til en gave til Martin. Det er trykt på en akustikplade, og så har vi knappenåle i, der hvor vi har boet. Men Indien forbyder kort der ikke viser Indiens grænser korrekt. Hovedsageligt i Kashmir regionen. Og det vidste jeg altså ikke. Der er en betydelig bødestraf, hvis det bliver taget i tolden – og i nogen tilfælde fængelsstraf. Så vores flyttefirma ville ikke tage ansvaret for at flytte den. Hvis det blev opdaget i tolden ville det forsinke containeren og gøre det meget dyrt. Jeg vidste det virkeligt ikke – og var ikke blevet informeret om det da vi flyttede til Indien (hvor det jo kom med ind).
Men der var ikke nogen løsning – og ikke noget at gøre. Så nu står der altså et kort tilbage i Indien, med forkerte grænser. Æv. Jeg overvejer stadig at forsøge at få det sendt med DHL eller andet. Men jeg tror måske det er nemmere – og billigere at få lavet et nyt.
Desuden fik de undervejs mikset mit sorterede indbo – så det der skulle pakkes til “med”, pludselig var blandet med “opbevaring”. Så cirka 10 kasser skulle pakkes ud og sorteres igen – og jeg er ikke helt overbevist om, at der ikke er noget der er fejl-placeret. Men det må vi se – om et par måneder.
Efter 3 dages nedpakning fra morgen til aften, var lejligheden tømt – den blev rengjort og afleveret uden problemer. Farvel til Azure – og alle de skønne stunder vi har haft der.
Noget helt andet er så det der med at skulle sige farvel. Til de nye mennesker man har mødt, nogen som man måske aldrig kommer til at se igen. Men som alligevel har gjort et indtryk og vil blive båret med mig. Og nogen som viser sig at være en uvurderlig ven og støtte senere i livet. Jeg ved simpelthen aldrig på forhånd, hvem der “bider sig fast”.
Det skulle der også være tid og plads i kalenderen til. Jeg havde ikke tid og overskud til at holde et afskeds-arrangement. Men kom vist sådan cirka rundt til alle, til de sidste IWA og OWC møder, frokost med “social welfare”, kaffe med kaffeklubben. Jeg håber i hvert fald at jeg nåede dem alle. Heldigvis er det jo stadig muligt at række ud, uden at skulle bruge brevduer – og jeg håber at flere af de venskaber vi har dannet i Indien holder til, at vi flytter videre. Vi har haft nogle meget spændende år i Indien, og vil bære meget med videre herfra – om tolerance og imødekommenhed, om en anden måde at opfatte verden og livet på; om farver, lydniveau og mangfoldighed. Indien voksede på mig – og jeg har det hele med videre <3
