|

Forlænget weekend – Sri Lanka

September 2025

En af de rigtig rare ting ved at bo et andet sted i verden er, at ens udgangspunkt er et andet – for at opleve nærområderne og de steder der er tæt på. Sri Lanka ligger sådan cirka 450 km fra os, og kan faktisk nåes med bus og færge (hvis man er meget eventyr-lysten og har mere end 12 timer til det).
En lille flyvetur på en times tid kan også gøre det – fra Chennai til Colombo, så det kan gøres på en weekend.
Og da vores meget gode australske venner, som vi delte vej og liv med i Kina skulle på ferie på Sri Lanka, var det oplagt at tage en forlænget weekend og følge med på deres planlagte aktiviteter. Det blev der nogle skønne dage ud af.


Vi tog afsted fredag, og blev hentet i Colombo af den chauffør jeg havde booket hjemmefra. Jeg var ikke helt tilfreds med hverken chauffør eller bil, men til transport fra sted til sted var det OK. Vi kørte i 4 timer til Yala, der ligger på den sydøstlige del af Sri Lanka.
Her ligger Yala Nationalpark, som vi besøgte meget tidligt lørdag morgen. Der er indgang til parken 2 gange om dagen – tidlig morgen eller eftermiddag. De åbner kl 06, frokostpause på 2 timer, hvor alle biler skal være ude – og så lukker parken kl 18. Det giver også dyrene lidt ro. Vi havde valgt morgen-turen, så tidligt afsted og så kørte vi rundt i parken.

Martin havde lige dagen før drillet mig med at jeg er ved at blive blind (en anden historie – men alderen trykker og jeg har fået briller, læsebriller er ikke helt nok mere). Men det måtte han bide i sig, da jeg var dyre-spotteren i bilen. Vi fik set elefanter, aber, krokodiller, vandbøfler, en masse påfugle – og vi var kun 2 biler (ud af 18) der fik set en jaguar denne morgen. Den spottede jeg (og råbte “stop stop – tilbage tilbage”!). Fantastisk oplevelse – vi var meget heldige og fik set meget “alene” uden andre biler omkring os.

Lørdag til søndag var ren afslapning – vi flyttede hotel til Weligama, den sydlige del af øen (hvis man sejler lige ud ender man på Antarktis. Skønt badevand, gode drinks, dejligt hotel.

Søndag til tirsdag var vi i Galle (en by grundlagt – eller navngivet af portugiserne, der var den første koloni magt i Galle – efter den portugisiske hane “Galo”), på den sydvestlige del af Sri Lanka.

Søndag var vi på byvandring inden for murerne ved Galle fort, der stadig er en kæmpe bymur omkring byens midte. Vi lærte om de skiftende kolonimagter – Portugiserne i 150 år, så hollænderne i 150 år – og til sidst englænderne i 150 år. Vi hørte også om, hvordan bymuren havde beskyttet byens beboere mod tsunamien i 2004, hvor vandet steg med mere end 4 meter på 20 minutter.

Endelig hørte vi om cricket og besøgte byens cricket klubhus – til stor begejstring for vores australske venner. Heldigvis skulle vi ikke se en kamp, og når nogen er begejstrede og passionerede, følger jeg altid med. Vores guide var god – og det var en spændende eftermiddag.

Fun fact – mange srilankanere har portugisiske efternavne, for hvis man konverterede til kristendommen fik man “i gave” et efternavn (og sikkert mange andre goder) under den første kolonimagt.


Mandag havde vores venners meget søde chauffør fundet en kanel-farm vi kunne besøge. Jeg havde selv søgt, og fundet et meget turistet og dyrt sted, men det havde desværre lukket, men alternativet her vidste sig at være meget bedre. Besøg her kostede 10 kr. per person. Vi havde en personlig guide, som vidste frem i plantagen, i “produktionen” og fortalte om alle processerne.

Endelig kom vi til den lille butik, hvor Martin sørgede for at støtte foretagendet – alle får kanel (i en eller anden afskygning) i julegave, så ved I det. Et rigtigt spændende besøg, som var mit ønske – tak Raja for at finde det. Jeg har fået Rajas kontaktoplysninger, så ham skal jeg have fat i næste gang vi skal afsted.

Alt i alt en perfekt weekend med gode venner, drinks, afslapning og masser af oplevelser og indtryk. Og så nemt at komme frem og tilbage. Det bliver ikke sidste gang vi tager afsted til Sri Lanka, nu er appetitten vækket – og der er meget mere jeg gerne vil se og opleve i dette dejlige land. Vi har jo kun fået set lidt på den sydlige del, så der er masser mere at se. Og fik jeg sagt, at vi fik sovet uden at vi kunne høre nogen biler dytte? Bare mørke og ro – og bølger. Ahhhh…

Lignende indlæg

  • |

    Lissabon

    En minitur til Lissabon. Jeg kan nu også skrive chauffør på listen over hvad jeg laver i Portugal. En af de anderledes ting ved at være afsted uden børn er, at jeg kan tage med når Martin skal noget. Og når det er i køreafstand, kan jeg overnikøbet være chauffør på vejen. Det giver Martin…

  • |

    Nazaré 2

    – Eller når vejret driller Da vi flyttede til Porto, fortalte de lokale os at vinteren i Porto var meget våd og grå. Sidste år var det overhovedet ikke tilfældet. Solen skinnede, der var lunt – først på foråret kom de første tørkevarsler – og sommeren igennem hørte vi om skovbrande, som vi kunne lugte…

  • |

    Indisk mad

    Hvordan går det egentlig med det der Indiske mad, Kirstine? Ja, jeg er jo ikke den der er kendt for at have en høj tolerance for stærk mad. Jeg elskede at bo i Portugal, hvor intet var stærkt, men til gengæld utrolig delikat, med sans for detaljerne i de gode og friske råvarer. Jeg udviklede…

  • |

    Tomar og Coimbra

    Efterårets første weekendtur med historier om tempelriddere, opdagelsesrejsende, konger, gamle universiteter – krydret med tændstikæsker og vinsmagning. Tomar er en lille by, 2 timers kørsel syd for Porto, i centrum af Portugal. Tempelridderne påbegyndte i år 1160 en borg, men byens historie er meget ældre og rigere end det. Det er en af de byer,…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *